23948sdkhjf

Danmarks største fjernvarmetunnel er færdigbygget

Hovedforsyningen af fjernvarme fra Amagerværket til det indre København er nu opgraderet og lagt ned i en fire km lang tunnel. Det er Danmarks tredjestørste tunnel.
København har fået en moderne fjernvarmetunnel, der i en dybde af 42 meter løber lige fra Amagerværket via Adelgade til Fredensgade (Fredenspark).

Fjernvarmetunnellen har en diameter på 4,2 meter – kun ½ meter mindre end Metrotunnellen – og en længde på i alt fire km.

Det er dermed Danmarks tredjestørste tunnel og den absolut største af sin art.

Mange store rør på snæver plads
Det er bestemt ingen rutineopgave at fremføre seks varmtvands- og damprør i dimensioner fra DN300 til DN1000 plus to ventilationskanaler i ø500 b i en tunnel på 4,2 meter i diameter.

- Selv om vi har været med på andre typer af tunnelprojekter, og tilmed kunne trække på intern erfaring fra en tidligere fjernvarmetunnel, var der tale om en opgave, som stillede meget høje krav til såvel logistik som innovation, fortæller projektleder Lars Andersen fra L&H-Rørbyg, som stod for rør- og stålarbejdet.

Trængsel i tunnellen
På grund af opgavens unikke karakter blev virksomheden nødt til at udtænke nye arbejdsgange og metoder til de fleste processer.

- Der var jo ikke megen plads at give af i tunnellen, siger Lars Andersen og fortsætter:

- Og for at overholde tidsplanen var vi nødt til at have flere processer kørende med den rette tids- og afstandsmæssige forskydning, dvs. afmærkning og boring, opsætning af stativer, trækning af rør osv. Med op til 2½ km mellem skakterne var det især vigtigt, at de enkelte hold havde det helt rigtige materiel og værktøj med ned i tunnellen for hver dag. Det var nemlig ikke muligt at komme forbi de øvrige hold, hvis man havde glemt noget. Desuden skulle tingene pakkes i den helt rigtige rækkefølge, for at de kunne håndteres på den snævre plads.

Nytænkning nødvendig
Under arbejdet med fjernvarmetunnellen opfandt L&H-Rørbyg en lang række nye hjælpeværktøjer.

Et af de vigtigste var en specialkonstrueret borelære, der kunne køre gennem hele tunnellen og opmærke til både rørstativer og til skinner til et materiel- og inspektionstog.

For hvert stativ skulle der bores ikke mindre end 32 store huller, og rørføringen måtte højst afvige 1 mm fra den projekterede linje pr. 20 meter tunnel.

De specielt konstruerede stålstativer blev monteret med 10 meters mellemrum gennem den 4 km lange tunnel. Heldigvis fungerede principperne bag borelæren perfekt i praksis.

Over 1.400 tons rør i ét træk
At få svejset og fremført rørene i tunnellen var heller ingen nem opgave. De 16 meter lange og 3 tons tunge fjernvarmerør skulle sænkes ned i skakterne i en vinkel på 40 grader for lige akkurat at kunne klemmes ind på fripladsen.

Herefter blev de svejset i skakten og trukket ”en længde frem” for hvert rør.

Damprørene fulgte samme proces, men da der her var tale om en stål-i-stål konstruktion (damprør med en udvendig stålkappe på ø1000) vejede et rør på 16 meter hele 9 tons.

For sektionen mellem Amagerværket og Adelgade betød det, at der til sidst skulle trækkes 2½ km rør med en samlet tonnage på over 1.400 tons.

Med 5-6% rullemodstand krævedes der altså en samlet trækkraft på cirka 80 tons.

Og når det største vejerspil i Danmark kun kunne trække 20 tons, skulle der en del ”modificering” af teknikken til.

Det blev løst ved hjælp af et specialdesignet udvekslingssystem med kasteblokke, som kunne fungere på den meget snævre plads i tunnellen.

Klar til varme
Nu er den nye tunnel færdigbygget til tiden og derfor taget i brug.

Københavns Energi's varmeforsyning er bygherre på projektet, hvor den tekniske installation har en samlet pris på cirka 270 mio. kroner.

Hvor L&H-Rørbyg A/S stod for rør- og stålarbejdet, tog Klimodan A/S sig af ventilationen og Kemp & Lauritzen El-installation A/S udførte el-installationerne.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078