23948sdkhjf

Vestas-vækst halvt så stor som forventet

Omsætningen steg ikke så meget som forventet for vindmøllegiganten i 2009. Til gengæld var indtjeningen solid.
Da Vestas gik ind i 2009, havde topchef Ditlev Engel høje forventninger til både vækst og indtjening. Med dagens regnskab kan han gøre status og konstatere, at kun det ene af målene blev nået.

Som mange har forventet lykkedes det nemlig ikke Vestas at nå det ambitiøse vækstmål på 20 %. I alt omsatte koncernen for 6,636 mia. euro (49,4 mia. kr.), hvilket trods alt er en fremgang på 10 %, men dog et pænt stykke fra de forventede 7,2 mia. euro.

Stor fremgang i indtjening
Bedre så det dog ud på indtjeningen, hvor Vestas nåede et resultatet af primær drift, EBIT, i 2009 på 856 mio. euro (6,4 mia. kr.), hvilket er en fremgang på 28 % i forhold til 2008. EBIT-marginen endte på 12,9 % mod 11,1 % i 2008, og dermed lever man op til eget mål om en margin på 11-13 %.

- Årets ordreindgang blev væsentligt lavere end oprindeligt planlagt og lå også langt senere på året end ventet. Det er først her i begyndelsen af 2010, at bankfinansieringsmarkedet for alvor synes på vej mod en normalisering, idet bankerne i dag dog er væsentlig mere kritiske og dokumentationskrævende end før. Vi påskønner dette, selvom det forlænger kontraktforhandlingerne betydeligt, da det er til klar fordel for kapitalstærke kvalitetsproducenter som Vestas og er således med til at modne industrien, skriver koncernledelsen i Vestas’ årsregnskab.

Vestas afskibede i 2009 3.320 vindmøller med en samlet kapacitet på 6.131 MW mod 6.160 MW fordelt på 3.250 vindmøller i 2008.

Nedjusterer forventninger
Den skuffende vækst i 2009 kommer også til at præge 2010 hos vindmøllegiganten. Tidligere har man udtrykt forventning om en omsætning på 7-8 mia. euro (52-60 mia. kr.) og en EBIT-margin på 10-12 %.

De tal nedjusteres nu, så koncernens ledelse i stedet forventer en omsætning på 7 mia. euro (52 mia. kr.) og en EBIT-margin på 10-11 %.

- Præciseringen skyldes, at årets forventede indgang af faste og ubetingede ordrer på 8.000-9.000 MW nu ventes at ligge så sent på året, at det ikke er sandsynligt, at omsætningen vil kunne nå 8 mia. euro, skriver Vestas.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.141