Kelleris Fjernvarmeværk på vej til Helsingør Fjernvarme
Der er nu givet grønt lys for at Helsingør Fjernvarme kan overtage det E.On-ejede Kelleris Fjernvarmeværk.
- For E.On er det en fantastisk positiv udmelding, udtaler varmechef Henrik Rasmussen.
- På vores initiativ har vi siden 2007 været i dialog med Helsingør Fjernvarme og Varmegruppen, der repræsenterer beboerne i Kelleris, for at finde et alternativ, der stiller brugerne bedre. Undervejs har Helsingør Fjernvarme og Varmegruppen været konstruktive og åbne for dialog, hvilket har skabt det bedste grundlag for en god løsning.
En god og konstruktiv proces
Efter at brugerkredsen har meldt sin positive tilkendegivelse ud, skal der senest 31. marts indgås en endelig aftale med Helsingør Fjernvarme og brugerne.
- Det er en god løsning for alle, pointerer Henrik Rasmussen, og han fortsætter:
- Brugerne får billigere varme, Helsingør Fjernvarme får et øget varmegrundlag - og E.On får dækket sin gæld, så vi kan afslutte vores ejerskab af Kelleris på den bedste tænkelige måde. Situationen med Kelleris Fjernvarmeværk har været unik, da der har været de helt rigtige forudsætninger for en mere attraktiv løsning for borgerne. Vi har forhandlet os frem til en aftale med brugerne, der tilgodeser den eksisterende underdækning – og vi har forhandlet med kommunen om aktiverne i værket. Det har været en god proces, og vi ser frem til, at vi snart er helt i mål, slutter Henrik Rasmussen fra E.On.