Glesborg Varmeværk i gang igen efter brand
En overophedet askesnegl var årsag til brand på Glesborg Varmeværk mandag morgen. Flisvarmeproduktionen er snart i gang igen.
- Det er ikke så godt, når der er ild andre steder end i værkets kedel, men skaderne er heldigvis forholdsvist begrænsede. Vi kommer til at køre værket på vores oliekedel i måske halvandet døgn. Reparation af el-system et er straks sat i gang, og jeg forventer, at vi er i gang med at producere varme på flis i løbet af tirsdagen, sagde driftsleder Christen Christoffersen i går til Århus Stiftstidende.
Branden opstod, da en overophedet askesnegl smeltede nogle elkabler, hvilket antændte en mindre brand i træværket i væggen bag varmeværkets stålplader.