Omfattende rokade men energiministeren fortsætter
Statsministeren har foretaget den største rokade i VKR-regeringens levetid. Klima- og energiministeren fortsætter, mens der er udskiftning på mange andre poster.
Rokeringer med betydning for energisektoren
- Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen udnævnes til udenrigsminister.
- Direktør Charlotte Sahl-Madsen udnævnes til minister for videnskab, teknologi og udvikling.
- Justitsminister Brian Mikkelsen udnævnes til økonomi- og erhvervsminister.
- Miljøminister Troels Lund Poulsen udnævnes til skatteminister.
- Forhenværende minister Hans Christian Schmidt udnævnes til transportminister.
- Transportminister Lars Barfoed udnævnes til justitsminister.
- Indenrigs- og socialminister Karen Ellemann udnævnes til miljøminister og minister for nordisk samarbejde.
- Beskæftigelsesminister og minister for ligestilling Inger Støjberg fritages for stillingen som minister for ligestilling.
- Klima- og energiminister Lykke Friis udnævnes til klima- og energiminister og minister for ligestilling.
- Udenrigsminister Per Stig Møller udnævnes til kulturminister.
- Undervisningsminister og minister for nordisk samarbejde Bertel Haarder udnævnes til indenrigs- og sundhedsminister.
- Medlem af Folketinget Gitte Lillelund Bech udnævnes til forsvarsminister.
- Medlem af Folketinget Tina Nedergaard udnævnes til undervisningsminister.
- Medlem af Folketinget Søren Pind udnævnes til minister for udviklingsbistand.
- Medlem af Folketinget Henrik Høegh udnævnes til minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
- Regionsrådsmedlem Benedikte Kiær udnævnes til socialminister.
Forsvarsminister Søren Gade, skatteminister Kristian Jensen, minister for videnskab, teknologi og udvikling Helge Sander, minister for udviklingsbistand Ulla Tørnæs, minister for fødevarer, landbrug og fiskeri Eva Kjer Hansen og minister for sundhed og forebyggelse Jakob Axel Nielsen udtræder af regeringen og modtages i afskedsaudiens på Amalienborg i dag kl. 12.30. Kulturminister Carina Christensen, der også udtræder af regeringen, modtages samme sted i afskedsaudiens kl. 14.30.