23948sdkhjf

Dong indgår forlig om fjernelse af boreplatform

Dong har indgået forlig med leverandører om Hejre-platformen i Nordsøen.

Dong har indgået forlig med de leverandører, der var hyret til at bygge Hejre-platformen i Nordsøen, der senere blev droppet. Det skriver Dong via fondsbørsen.

I starten af sidste år ophævede Dong kontrakten med leverandørerne, hvilket førte til en juridisk tvist.

- I henhold til aftalen bærer leverandørkonsortiet det fulde ansvar for bortskaffelsen af Hejre-platformen, som vil blive skrottet af DSME (leverandørkonstortiet red.).

- Dong har fremadrettet ikke noget ansvar eller nogle forpligtelser for platformen, skriver Dong.

Forliget har været billigere end hvad der var sat af til det, og derfor vil det have en positiv effekt på Dongs kommende regnskab på 900 millioner kroner.

- Det er et godt resultat for vores forretning. Jeg er meget tilfreds med, at vi sammen med leverandørkonsortiet er nået frem til en løsning om tvisten og voldgiftskravene.

- Vi kan nu lægge sagen bag os og arbejde videre med fokus på at drive en sikker, succesfuld og bæredygtig olie- og gasforretning, skriver David Cook, Executive Vice President i Dong.

Dong og dets partner Bayerngas opsagde i marts sidste år kontrakten om konstruktion af olieplatformen Hejre, fordi selskabet ikke mente, at underleverandørerne levede op til deres forpligtigelser.

- Dong og Bayerngas har ikke længere tillid til, at leverandørkonsortiet formår at levere platformen og har konkluderet, at konsortiet væsentligt misligholder sine aftaleforhold, skrev Dong på det tidspunkt.

Dong og Bayerngas overvejer fortsat, hvad fremtiden skal være i Hejrefeltet.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11