23948sdkhjf

Nu kommer der røg op af skorstenen på Skærbækværket

Søndag den 7. maj blev der over middag fyret op med træflis i den første af de to nye ovne, der i fremtiden skal erstatte brugen af naturgas på Skærbækværket i Fredericia.

- Vi er kommet så langt, at teknikerne er begyndt at fyre lidt op i de nye kedler som en del af idriftsættelsen. Søndag den 7. maj var der first fire på Skærbækværkets første fliskedel, og vi forventer, at vi inden for de kommende uger kan have first fire på den anden kedel. I første omgang bruger vi varmen til at blæse kedlens damprør rene for støv og løstsiddende svejserester, så løsrevne partikler ikke beskadiger anlægget, fortæller Carsten Birkeland Kjær fra Dong Energy.

First Fire forrige søndag
I sommeren 2014 blev ombygningen af Skærbækværket igangsat af Dong Energy med Sweco som totalrådgiver, og med first fire har man nået lidt af en milepæl.

I de sidste tre år er der blevet arbejdet på at ombygge Skærbækværket, så det fremadrettet kan producere en mere bæredygtig varme, baseret på træflis i stedet for naturgas. Det er den største fliskonvertering af et kraftvarmeværk i Danmark, og når projektet er endeligt afsluttet, vil det levere grønnere energi til ca. 60.000 husstande i Trekantområdet og bidrage til en stor CO2-reduktion, hvilket er en klar målsætning hos Dong Energy.

- Det er fantastisk at se, at der nu kommer miljørigtig røg op af skorstenen på Skærbækværket, og at der i fremtiden vil være grøn energi til det meste af Trekantområdet. At den første ovn blev tændt sidste søndag er et resultat af den uhyre store indsats, der er blevet leveret af medarbejdere fra både Dong Energy, Sweco og andre rådgivere samt de mange entreprenører, der er involveret i projektet. Det er et fantastisk stykke arbejde, alle har leveret, siger René Salomon, som er Swecos projektleder på Skærbækprojektet.

Omkostningseffektiv grøn energi
Ideen bag projektet har været at sikre en omkostningseffektiv konvertering til bæredygtig energi. Energiområdet er under stor bevågenhed, og det er vigtigt, at Dong Energy kan levere varme til konkurrencedygtige priser. Derfor er flere af de oprindelige bygninger blevet tænkt ind i projektet i stedet for kun at bygge nyt.

Eksempelvis skal den eksisterende dampturbine fortsat anvendes – nu også drevet med damp fra de flisfyrede ovne og ikke nødvendigvis med naturgassen.

På byggepladsen har der i de travleste perioder været op til 900 medarbejdere i døgnet, som alle har bidraget til at få projektet til at gå op i en større enhed. Der vil også fortsat være aktivitet på byggepladsen det næste stykke tid, da den anden ovn også skal sættes i drift om en måneds tid.

Når ovnene tændes og testes, er det for at se, hvordan alle de forskellige systemer fungerer, når der endelig produceres varme i ovnene, hvilket også åbner op for at finde eventuelle fejl. 

 - Henover sommeren fyrer vi mere og mere op i kedlerne for at teste dem, rette fejl, finpudse og optimere anlægget, inden vi sætter det i endelig testdrift i efteråret, siger Carsten Birkeland Kjær. 

Fakta om projektet:

  • 320 MW varme (varme til ca. 60.000 husstande)
  • 95 MW el (el til ca. 216.000 husstande)
  • Værket vil forbruge op til 450.000 tons træflis pr år - under fuld belastning 110 tons flis pr. time.
  • Det har Danmarks største åbne flislager med plads til 80.000 kubikmeter træflis.
  • Lageret er 145 meter langt og 30 meter højt og kan indeholde træflis til 9 dages spidslastproduktion.
  • De to nye flisovne er leveret af Babcock & Wilcox Vølund A/S.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.123