23948sdkhjf

Biogassen slår rekord i Maabjerg

Og så giver friheden til at regulere en lavere varmepris.

Maabjerg Energy Center har, efter at de lokale varmeselskaber i Holstebro og Struer i sommeren 2015 købte Måbjergværket tilbage fra Dong Energy, aflagt sit første regnskab for et helt år.

Koncernens 2016-regnskab endte ganske tilfredsstillende: Biogassen har omsat for 89 millioner kroner og giver igen i år et lille overskud, mens kraftvarmen har omsat for 270 millioner kroner og giver et lille underskud.

Samlet set er koncernens resultat tæt på nul – i alt et overskud på en halv million kroner. Og sådan skal det være, fortæller Nils Ulrik Nielsen, bestyrelsesformand for Maabjerg Energy Center Holding A/S.

- Den grønne energiproduktion i Måbjerg foregår efter hvile-i-sig-selv princippet. Det skal kunne løbe rundt, og hvis det giver overskud, sænker vi priserne. Og vi har faktisk sænket fjernvarmeprisen med hele 14 procent sidste år. Det er meget tilfredsstillende, siger Nils Ulrik Nielsen.

Friheden til at regulere giver lav varmepris
Den faldende varmepris er en direkte gevinst af den synergieffekt, der opstod ved at købe kraftvarmeværket tilbage på lokale hænder og samle det i en koncern med biogasselskabet.

- Vi har fået frihed til at regulere, om kraftvarmeværket skal producere fjernvarme eller el. Det betyder, at vi om vinteren kan prioritere fjernvarmen, og så sparer vi rigtig mange penge, som ellers skulle være gået til at drive decentrale spidslast-varmecentraler på olie og naturgas. Det er økonomisk snusfornuft og samtidig godt for miljøet, når vi fyrer med biomasse i stedet for fossile brændsler, siger Nils Ulrik Nielsen.

Over 97 procent af fjernvarmen i det tilknyttede fjernvarmenet i Holstebro og Struer Kommuner er nu baseret på biomasse, mens resten er naturgas.

Ny produktionsrekord
En del af den grønne energi kommer fra MEC BioGas, som igen har præsteret et overskud. Resultatet for 2016 endte på halvanden million kroner før skat.

- Biogasanlægget har sat ny produktionsrekord med 21,4 millioner kubikmeter biogas. Det er faktisk 15 procent mere, end anlægget er designet til. Det har været et godt år, og vi leverer nu biogas til både varme- og el-produktion hos Arlas mejerier i Holstebro, så vi har sikret en god og fleksibel afsætning for biogassen, fortæller Nils Ulrik Nielsen.

Når det så er sagt så tumler MEC Biogas stadig med den gylleledning, der skal pumpe gyllen fra en pumpestation i Skave til biogasanlægget. Pumpestationen står nu stille på femte år.

Gør klar til bioethanol
Maabjerg Energy Centers nye organisation er forberedt til, at koncernen senere kan udvides med et 2G-bioethanolanlæg, som har været i støbeskeen siden august 2011.

- Vi lægger vægt på, at den lokale varmeproduktion skal kunne hvile i sig selv økonomisk. Det kan den, så vi er ikke pressede af, at bioethanol-projektet trækker ud. Men selvfølgelig vil vi gerne i gang, så vi kan skabe lokale job og få endnu større synergieffekter i den grønne energiproduktion, siger Nils Ulrik Nielsen.

En udenlandsk investor har vist interesse for at investere i bioethanolanlægget. Det betyder, at forhandlinger med regeringen om rammevilkår for produktionen nu er genoptaget.

MEC Biogeat & Power
t. kr. 2016 2015
Nettoomsætning 269.850 307.370
Bruttoresultat 46.189 78.823
Driftsresultat 30.045 65.904
Årets resultat -818 44.807
Egenkapital 63.979 64.797
Soliditetsgrad (%) 12,5 11,3
Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016.
MEC Biogas
t. kr. 2016 2015
Nettoomsætning 89.285 87.015
Bruttoresultat 12.839 12.361
Driftsresultat 11.054 10.676
Årets resultat 763 1.034
Egenkapital 26.404 28.454
Soliditetsgrad (%) 6,3
6,5Regnskabsåret blev afsluttet 31. december 2016
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095