SCF Technologies fastholder forventninger til 2010 efter 1. kvartal
Efter 1. kvartal af 2010 melder SCF Technologies om et tilfredsstillende aktiivtetsniveau på energiområdet og om uændrede forventninger til 2010.
- Der forventes et resultat (EBITDA) på (20) mio. kr. og et likviditetsforbrug, netto, på 25-30 mio. kr. for 2010, skriver selskabet i en meddelelse.
Økonomisk udvikling og finansiering i 1. kvartal
- Økonomien i perioden 1. januar - 31. marts 2010 blev som forventet. Der er ikke realiseret omsætning, mens resultatet (EBITDA) var (2,5) mio. kr. (1Q/2009: (3,3)mio. kr.) Likviditeten pr. 31. marts på 11,8 mio. kr. svarer til det forventede.
- Forventningerne til hele 2010 er i det væsentlige uændrede, forudsat at selskabets kapitalsituation løses. Der forventes således ingen omsætning af betydning og et resultat (EBITDA) på (20) mio. kr. baseret på et forventet netto-likviditetsforbrug gennem 2010 på 25-30 mio. kr.
- Selskabets aktiviteter til tilførsel af finansiering fortsætter. Der er ikke indgået konkrete aftaler, men det er fortsat ledelsens forventning, at den nødvendige kapital vil blive rejst.
Design- og feasibility projektet, som SCF gennemfører i samarbejde med Vattenfall og Aalborg Universitet og med støtte fra EUDP, forløber som planlagt. Projektet bidrager til designet af et Catliq®-demonstrationsanlæg, som planlægges placeret på Nordjyllandsværket.
Parterne har i 1. kvartal 2010 søgt EUDP om støtte til finansiering af opførelsen af demonstrationsanlægget. Vattenfall har i den forbindelse afgivet hensigtserklæring omkring finansiering af anlægget forudsat visse betingelser herunder støtte fra EUDP. I givet fald vil opførelsen kunne påbegyndes efter sommeren 2010.
I januar i år indgik SCF, som meddelt til NASDAQ OMX, en foreløbig samarbejdsaftale med den italienske virksomhed CO-VER Industrial s.r.l. om introduktion af CatLiq®-teknologien på det italienske marked. Aktiviteterne er i første omgang rettet mod at etablere et mindre anlæg, og samarbejdet fungerer tilfredsstillende.
Beregninger viser, at SCFs CatLiq®-teknologi er mere effektivt til bortskaffelse af slam end traditionel afbrænding. Det giver gode muligheder for SCF i dette segment.