23948sdkhjf

Seas-NVE vil crowdfunde den grønne omstilling

Første crowdfunding-projekt er elbåde med solceller på taget.

Seas-NVE har kastet sig ud i crowdfunding for at skabe lokal vækst, grøn omstilling og digitalisering.

- Crowdfunding er et naturligt skridt at tage for Seas-NVE. Lige som andelsbevægelsen samler folk om en fælles sag, så kan crowdfunding på meget kort tid samle en stor gruppe mennesker i et fællesskab, hvor det på bedste demokratiske vis er flertallet, der afgør, om et projekt skal støttes og leve videre, siger Rikke Harbo Trikker, kommunikationschef i Seas-NVE.

Seas-NVE har sammen med crowdfundingplatformen Booomerang.dk oprettet vistøtter.dk, hvor interesserede opfordres til at starte deres crowdfundingprojekter.

Seas-NVE vil via vistøtter.dk støtte udvalgte crowdfundingprojekter, der enten er med til at fremme Region Sjællands udvikling på enhver måde, eller som er med til fremme digitaliseringen og den grønne omstilling overalt i Danmark.

Elbåde med solceller på taget
Med projektet Fjordland Sunboats bliver parret Sanne og Kenneth Svanholt fra Holbæk, de første til at gøre brug af Seas-NVE's nye crowdfundinginitiativ.

Parret drømmer om at samle penge ind til at kunne udleje eldrevne bæredygtige både på time- og dagsbasis med sejlads i fjordlandet.

-Vi bestræber os altid på at kunne give vores gæster den bedst mulige sejleoplevelse. Det har vi arbejdet på siden 2013, og det arbejder vi stadig på. Vi har en drøm om at kunne give folk en endnu bedre sejleoplevelse ved at tilbyde sejlture i eldrevne turbåde med solceller på taget. Det ville betyde bæredygtige sejlture på fjordene uden lyden af dieselmotorer i baggrunden. Den drøm, håber vi, kan blive opfyldt med hjælp fra vores nye crowdfundingkampagne, og samtidig håber vi det kan give os en god indikation på den almene interesse for vores nye projekt, siger Sanne og Kenneth Svanholt, ejere af Fjordland.dk.

Alle der støtter Sanne og Kenneth Svanholts crowdfundingbestræbelser bliver belønnet. Hvis man for eksempel støtter med 500 kr. får man tre timers gratis bådleje med 7 venner eller forretningsforbindelser. Støtter man med 2.500 kr. får man to hele dages bådleje, som eksempelvis kan bruges til firmaarrangementer. Alle der støtter deltager samtidig i lodtrækningen om en hel uges bådleje i luksusbåd med seks sovepladser og privat soldæk.

Stort behov for alternative finansieringsmuligheder i landdistrikterne
Hos Landdistrikternes Fællesråd glæder formand Steffen Damsgaard sig over udsigten til en ny motor, der kan drive udvikling og vækst i landdistrikterne.

-Vækst og udvikling i erhverv og bosætning i hele Danmark er afgørende for at skabe et Danmark i bedre balance. Her kan crowdfunding være med til skubbe nye projekter og gode forretningsidéer i gang. Der er nemlig et meget stort behov for alternative finansieringsmuligheder, når det gælder projekter udviklet af lokale ildsjæle og iværksættere, især i landdistrikterne. Det er samtidig en nytænkning og revitalisering af det lokale ejerskab til lokale initiativer. Det er derfor meget positivt, at Seas-NVE introducerer et nyt initiativ, der skal støtte projekter indenfor grøn omstilling og digitalisering i landdistrikterne, siger formand for Landdistrikternes Fællesråd Steffen Damsgaard.

Sådan fungerer det i praksis:

  • Hjemmesiden vistøtter.dk er en underside til den eksisterende crowdfundingside booomerang.dk.
  • Alle interesserede iværksættere, kunstnere, foreninger og andre kreative ildsjæle kan via vistøtter.dk rejse penge til at realisere deres gode idéer og projekter gennem økonomisk støtte fra enkeltpersoner, i egne og i nye netværk.
  • Seas-NVE støtter to typer projekter: Lokale projekter, initiativer og arrangementer, der fremmer den lokale udvikling i Region Sjælland og projekter, der fremmer digitaliseringen og den grønne omstilling til vedvarende energi på landsplan.
  • Alle indkomne projekter screenes og kvalitetstestes, inden de bliver igangsat og lagt på vistøtter.dk.
  • Når en crowdfundingkampagne sættes i gang, vurderer Seas-NVE fra kampagne til kampagne, om det er en kampagne, som skal udvælges til at modtage støtte.
  • Booomerang.dk er godkendt af Finanstilsynet, og skal derfor leve op til krav om gennemsigtighed af hvidvaskning af penge. Derfor skal fødselsdato oplyses ved oprettelse af crowdfunding-projekter på Booomerang.dk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094