23948sdkhjf

Unikke resultater fra lavenergihus i Grønland

DTU har udviklet og afprøvet fremtidens solfangere og varmegenvindingsanlæg under barske og ekstreme vejrforhold i Grønland. Fem år efter opførelsen af lavenergihuset kan der nu drages konklusioner af erfaringerne.
DTU´s lavenergihus i Sisimiut, Grønland fejrer onsdag 2. juni, at det har eksisteret, som avanceret forsøgsværksted for udvikling og afprøvning af lavenergiteknologier til fremtidens bæredygtige byggeri i arktisk klima, i fem år.

Lavt energiforbrug under ekstreme forhold
Det har været fem år med mange udfordringer, når nye teknologier skal tilpasses og fungere under så ekstreme vejrforhold, som i Sisimiut, hvor klimaet er meget barsk med vintertemperaturer på under 20 grader. Men nu har alle anstrengelser båret frugt, og forskningsprojektet er tæt på at nå de ambitiøse mål, der oprindelig blev opstillet.

Energiforbruget til opvarmning på 140 kWh/m2 hvert af de første år i husets levetid ligger langt under forskrifterne i det grønlandske bygningsreglement, som foreskriver et energiforbrug på max. 230 kWh/m2 for boliger nord for Polarcirklen.

Dekan Martin Vigild, DTU, glæder sig over de flotte resultater.

- Det er en spændende og kompliceret sag at udfordre den grønlandske vinter på energiforbruget i et hus. I december 2009 blev huset i Sisimiut justeret ind, og det ser nu ud til at forbruget kan bringes endnu længere ned.

På vej mod målet
Lavenergihuset hører under Center for Arktisk Teknologi, DTU Byg. Det bruges til undervisning, efteruddannelse af grønlandske håndværkere og unik forskning i bæredygtig byggeteknologi til fremtidens boliger i Grønland. En forskning som i første omgang skal komme Grønland til gavn, men set i lyset af klimaændringerne også kan få stor betydning for Danmark og resten af Europa.

Baggrunden for forskningsprojektet er meget ambitiøst. I tilknytning til lavenergihuset er der bl.a. forsket i nye teknologier inden for solfangere, varmegenvinding og vinduer med lav U-værdi og stort solindfald.

Professor Carsten Rode, DTU Byg, understreger, at selv om resultaterne af de seneste fem vintermåneder er yderst tilfredsstillende, er målet at komme endnu længere ned i energiforbrug.

- Den forskning, som er forbundet med lavenergihuset, er yderst vigtigt for Grønland. En selvstændig grønlandsk byggekultur er stadig under udvikling, og derfor er det vigtigt at udvikle en lavenergi-teknologi, der nedsætter energiforbruget og passer til det grønlandske klima, siger Carsten Rode.

I anledning af jubilæet arrangerer DTU et fagligt seminar om lavenergihuset, hvor forskere og studerende vil fortælle om deres erfaringer med huset, gøre status efter de første fem år og fortælle om planerne for fremtiden.

Fakta om lavenergihuset
Huset er på 200 m2 og Villum Fonden har sammen med A. P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støttet Center for Arktisk Teknologi med i alt 45 mio. kr. til opførelsen af lavenergihuset og et kollegium, som indvies til august i Sisimiut. Teknologi udviklet i forbindelse med lavenergihuset er brugt i det nye kollegium.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109