23948sdkhjf

Danmarks første fjernkølingscentral indvies

I dag indvier Københavns Energi Danmarks første fjernkølingscentral i København.
Danmarks første fjernkølingscentral indvies torsdag den 10. juni kl. 11.00. Den ligger i Københavns centrum og er netop begyndt at producere køling til hovedstadens virksomheder. Tidligere måtte virksomhederne, som bl.a. tæller banker og stormagasiner, nedkøle serverrum, butiks- og kontorarealer ved hjælp af egne eldrevne køleanlæg. Nu leveres kølingen fra kølecentralen, og det giver store energi- og CO2-besparelser for både virksomhederne og hovedstaden.

- Fjernkøling er en hamrende god idé for miljøet. Virksomhederne reducerer deres elforbrug med op til 80 procent og deres CO2-udledning med op til 70 procent, når de erstatter deres egne køleanlæg med fjernkøling. Vores første fjernkølingscentral sparer dermed København for 3.000 tons CO2 om året. Og det kan blive til meget mere, siger Lars Therkildsen, administrerende direktør for Københavns Energi, der i dag er ejer af Danmarks første fjernkølingsanlæg i stor størrelse.

Fjernkølingscentralen i Adelgade, der forsyner virksomheder omkring Kgs. Nytorv, er første skridt i Københavns Energis arbejde for at sikre CO2-neutral køling til det københavnske erhvervsliv. Den næste central kommer til at ligge i området ved Rådhuspladsen og forventes klar til drift i 2012/13. Herudover vurderer Københavns Energi yderligere seks projekter. Tilsammen vil de syv projekter spare atmosfæren for op til 30.000 tons CO2 om året – svarende til den totale CO2-udledning fra en mindre provinsby.

Frank Jensen (S), Københavns overborgmester siger:
- I København har vi opstillet en række ambitiøse CO2-mål for fremtiden. Så at få landets første fjernkølingscentral her i hovedstaden betyder rigtig meget. Det vil give store CO2 besparelser i hovedstaden og hjælper København i den rigtige retning.

Fordel for byens erhvervsliv
Set fra virksomhedernes synsvinkel er der yderligere en række fordele ved fjernkølingen. Per W. Hallgren, direktør for Jeudan, der ejer og driver bygningen, hvor Berlingske Tidende har til huse, siger:

- Vi er i Jeudan tilfredse med nu at kunne anvende denne miljøvenlige løsning til at dække vore kunders behov for køling. Samtidig er løsningen, sammenlignet med øvrige traditionelle muligheder, mere enkel, og vi undgår at etablere de store anlæg på tage og i gårde - til glæde for alle borgere, ansatte og besøgende i København. Et reduceret behov for vedligeholdelse og en formentlig bedre driftsøkonomi kombineret med en forbedring af miljøet er en god fælles løsning.

Prismæssigt er fjernkølingen konkurrencedygtig med virksomhedernes egne køleanlæg. Mange af disse står i øvrigt foran en udskiftning, idet de indeholder CFC-gasser, som er forbudt fra 2015.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.085