23948sdkhjf

Dampkonvertering til 2 milliarder går ind i sidste fase

Det københavnske dampnet, der har tjent byens varmekunder siden 1925, synger på sidste vers.

Siden 2008 har selskabet arbejdet på at konvertere den dampdrevne varmeforsyning til den i dag mere konventionelle vandbaserede fjernvarme.

Netop i denne uge har man rundet lidt af en milepæl i det 2 mia. kr. dyre projekter, der får sin afslutning i 2021. En milepæl der blev fejret på Statens Museum for Kunst, hvor overborgmester Frank Jensen drejede på den store gamle ventil og lukkede for dampen til det store hus for altid.

Nu mangler Hofor blot at konvertere 499 varmecentraler, og så er opgaven slut.

Skjult, men ikke helt usynligt
Mens andre af byens store klimainitiativer er meget tydelige for alle – for eksempel vil den nye kraftværksblok på Amagerværket, der skal fyre med bæredygtig biomasse fra 2020, rage små 45 meter i vejret - så foregår omstillingen fra damp til vand i fjernvarmenettet lidt mere diskret.

Meget af Hofors arbejde finder sted under jorden - i byens varmecentraler og i vejene, hvor de gamle ledninger skiftes til nye.

- Dels etablerer vi forsyningen, lægger nye fjernvarmerør og dels ombygger vi kundernes installationer. Vi piller simpelthen hele dampinstallationen ud og sætter en fjernvarme/vand-forsyning ind. Enkelte steder skal vi også fjerne de gamle dampledninger, fortæller projektleder Rene Thiemke og tilføjer:

- Vi udskifter kun det helt basale hos kunderne - en ny veksler, varmtvandsbeholder samt ventiler, hvis kunderne gerne vil optimere på deres egne installationer, f.eks. nye radiatorer så står det for egen regning.

I praksis skifter Hofor rør og varmecentraler svarende til det samlede fjernvarmenet i Aalborg.

Lukker Nordre Dam i 2018
I dag produceres dampen på Avedøreværket, H.C. Ørstedværket og Svanemølleværket – men også den del får en ende. Allerede i 2018 lukker man for dampproduktionen til forbrugerne på Svanemølleværket. Det sker, når man kan sætte punktum for konverteringen i Nordre-dam-området – altså området uden for søerne i København.

Her efter kommer det til at gå slag-i-slag – med Indre By som sidste del, fortæller Rene Thiemke.

Som sagt mangler man blot 499 varmecentraler ud af de i alt 1.300, man startede ud med, men antallet af forbrugere er noget større.

- Selvom vi kun mangler godt 500 varmecentraler, så mangler vi stadig at konvertere dampen hos tusindvis af forbrugere og boligblokke. Der er jo koblet mange individer på én varmecentral, forklarer Rene Thimke.

Milepæl fejres på Statens Museum for Kunst
Med konverteringen skruer Hofor ikke blot ned for dampen, men også for varmetabet. Det passer overborgmester Frank Jensen meget godt.

- Københavns varmeforsyning dækkes næsten 100 procent af fjernvarme. Det er helt afgørende, at vores varmeforsyning er klimavenlig og leverer sit - meget store - bidrag til vores 2025-mål om at være verdens første CO2-neutrale hovedstad. Med omstillingen fra dampfjernvarme til vandbåren fjernvarme reduceres varmetabet med, hvad der svarer til varmeforbruget i mere end 6.000 parcelhuse, og det er lige nøjagtig den vej, vi skal,siger Købehavns overborgmester, Frank Jensen.

Som en symbolsk handling deltog han som sagt i et arrangement, hvor der blev lukket for dampen til Statens Museum for kunst.

Efterfølgende skrev Frank Jensen på sin Facebook-profil:

- I dag har jeg været under jorden for at lukke for dampfjernvarmen til Statens Museum for Kunst. For selvom om Trump ikke tager klimaudfordringen alvorligt, så gør vi i det i København. 

Hofor har i dag nået 52 procent af målet om at være CO2-neutral i 2025.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11