23948sdkhjf

Endnu engang bud efter dansk vandteknologi

Det danske Water Technology Alliance har vundet to projekter i Californien.

Sidste år iværksatte en række danske virksomheder initiativet Water Technology Alliance (WTA) med det formål at udbrede kendskabet til den danske vandmodel og derigennem støtte dansk vandindustri i bestræbelserne på at komme ind på det amerikanske marked.

Kort tid efter stiftelsen af WTA tikkede den første opgave ind: En renovering af spildevandsrenseanlægget Glenbard Wastewater Authority i Chicago, USA.

Nu er endnu to opgaver røget direkte ind på kontoen.

Det er USA's klimaduks staten Californien, der i denne omgang vil trække på de danske vandkompetencer.

- Dansk erhvervsliv kan noget særligt inden for håndtering af vand, og ved at samarbejde på kryds og tværs kan danske virksomheder gøre sig gældende som leverandører af systemløsninger - også på store og komplicerede projekter i eksempelvis USA, siger Mads Lebech, der er adm. direktør i Industriens Fond, som sammen med Eksportrådet står bag WTA.

Den ene opgave går ud på at kortlægge grundvandsressourcerne og gøre vandindvindingen mere bæredygtig. Den anden opgave handler om at få et bedre overblik over grundvandsmagasinernes afgrænsning.

Salt eller fersk?
- En af de mange udfordringer, som myndighederne i Californien kæmper med i disse år, er at få overblik over det ferske grundvand og dets bevægelser i kystområder, hvor det blander sig med det salte havvand. Derfor har de danske virksomheder fået til opgave at afdække samspillet mellem fersk og salt grundvand i et stort område ved Monterey Bay, forklarer Jacob Vind, chef for Water Technology Alliance om det ene af projekterne.

Selve projektet løses i samarbejde mellem firmaerne SkyTEM Surveys fra Aarhus, I-GIS fra Risskov og Rambøll fra København. SkyTEM Surveys kortlægger den californiske undergrund gennem overflyvning af området i en helikopter, der på undersiden har avanceret kameraudstyr monteret. I-GIS leverer 3D-visualiseringssoftwaren, mens Rambøll leverer rådgivning og fortolkning af data.

Mere bæredygtig indvinding
En anden af de mange californiske udfordringer på vandområdet handler om at få bedre overblik over grundvandsmagasinernes afgrænsning. Med dette udgangspunkt handler en anden af de nye opgaver om, ved hjælp af avanceret datahåndtering og jordbaseret geofysik, at kortlægge magasinernes afgrænsninger i et bestemt område.

- På baggrund af både gammel og ny data leverer vi det, man kalder ’integreret tolkning’ hvilket giver mere detaljeret indblik i grundvandets placering, forklarer Max Halkjær, market manager i Rambøll, der løser opgaven sammen med I-GIS og en lokal konsulent.

Vellykket eksportkoncept
Max Halkjær peger på udformningen af WTA’s eksportkoncept som en væsentlig årsag til de danske firmaer så kort efter stiftelsen har så stor succes.

- Der er etableret en model, hvor danske vandfirmaer sammen er repræsenteret i form af tre faste medarbejdere i Californien. De tre medarbejdere er fagligt fokuserede og arbejder udelukkende på at skabe samarbejdsmuligheder inden for vandområdet. Det har åbnet mange interessante døre hos de californiske vandmyndigheder, som er meget interesserede i at samarbejde, siger han.

Netop udviklingen af eksportmodellen var en af de primære årsager til Industriens Fonds engagement i WTA-initiativet.

- Projekter som disse, hvor danske virksomheder i fællesskab leverer danske systemløsninger, ser vi et stort potentiale i. Det er glædeligt at se, at initiativet allerede har kastet konkrete resultater af sig, og håbet er, at erfaringerne kan komme flere virksomheder til gavn i fremtiden - også i andre brancher og på andre markeder end det amerikanske, siger Mads Lebech om Industriens Fonds støtte.

Om WTA

Water Technology Alliance i Californien består, ud over Rambøll, SkyTEM og I-GIS, af Kamstrup, Applied Biomimetic, Danfoss, Grundfos, Smith Innovation, DHI, AVK, LiqTech, Leif Koch A/S, Aarhus Vand, og altså Eksportrådet under Udenrigsministeriet, samt Industriens Fond.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109