Lykke Friis underskriver dansk/norsk aftale om Trym-rørledningen
Den 5 km lange rørledning skal transportere olie og gas fra det norske Trym felt til det danske offshoreanlæg Harald.
Aftalen åbner mulighed for indvinding af olie- og gas fra et lille norsk felt ved hjælp af det eksisterende olie- og gasanlæg Harald på dansk område. Feltet er kun kommercielt, fordi det kan anvende behandlingsanlæg og rørledninger, som er etableret til brug for andre felter.
En række af de olie- og gasprospekter, som i disse år efterforskes på dansk område i Nordsøen, vil formodentlig ligeledes være afhængige af at bruge eksisterende anlæg i forbindelse med indvinding.
Det er derfor en vigtig opgave at sikre, at eksisterende olie- og gasanlæg kan benyttes af tredjepart på vilkår, som gør, at det også fremover er attraktivt at efterforske olie og gas i den danske del af Nordsøen.
For ejerne af anlæggene kan anvendelse af disse til nye felter være med til at forlænge levetiden af de felter, som anlæggene oprindelig er anlagt til brug for. Derved øges indvindingen fra disse felter.
Energistyrelsen meddelte i april i år tilladelse til at etablere de 4 km af Trym rørledningen, der skal ligge på dansk havområde.