23948sdkhjf

EnergiMidt tilfører intelligent kapital til ventilationssystem

EnergiMidt Udvikling investerer både kapital og viden i InVentilate, der arbejder på at udvikle et nyt energibesparende ventilationssystem.
Én ting er at få tilført kapital udefra til sit projekt eller sin virksomhed. Noget helt andet er det at få kapitalen tilført af et selskab, der udover kapitalen også kan tilføre viden inden for den sektor, man som iværksætter bevæger sig indenfor.

Det er tilfældet for virksomheden InVentilate med beliggenhed i Herning. Her arbejder de to grundlæggere John Børsting og Morten Lundehøj med videreudvikling af et nyt energibesparende ventilationssystem. InVentilate får netop nu tilført en million kroner samt en million kroner yderligere i 2011 af EnergiMidt Udvikling, som er det midtjyske energiselskabs udviklingsselskab.

I forvejen har Innovation MidtVest en andel i InVentilate, ligesom virksomheden er støttet af Energistyrelsen gennem EUDP, der er et Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram, der støtter udvikling og demonstration af nye energiteknologier.

Intelligent kapital
- Vi kalder det for intelligent kapital. Vi indskyder ikke kun kapital. Vi tilfører også viden og forretningsmæssig ekspertise til energisektorens nye virksomheder og er dermed fødselshjælper for nye energiteknologier fra ide til virkelighed, fortæller Flemming Kristensen, som er erhvervschef inden for vedvarende energi og energirådgivning i EnergiMidt.

Egenkapitalen i EnergiMidt Udvikling er godt 50 millioner kroner. Missionen for selskabet er netop at være fødselshjælper for projekter og virksomheder, som matcher EnergiMidts egne strategier inden for blandt andet multiforsyning, fiberbredbånd og bæredygtige energiløsninger.

- Derfor investerer EnergiMidt Udvikling i nye energiteknologier med et kommercielt sigte. På den måde bidrager vi til at udvikle fremtidens miljøvenlige energiteknologier og skabe nye, højteknologiske arbejdspladser, forklarer Flemming Kristensen.

Prisvindende projekter
I forvejen indgår Amminex A/S og Stirling Danmark i porteføljen af virksomheder, som får økonomisk opbakning fra EnergiMidt Udvikling. Amminex A/S udvikler og sælger ammoniakopbevaringssystemer, mens Stirling Danmark udvikler og leverer kraftvarmeanlæg baseret på Stirling-motorer. Sidstnævnte modtog i efteråret 2009 både Innovationsprisen og Hovedprisen i Climate Cup. Sidstnævnte pris blev overrakt af Kronprins Frederik.

Også firmaet InVentilate har gjort sig positivt bemærket, som da virksomheden vandt en 2. præmie ved CleanTech Iværksætterkonkurrencen 2009 udskrevet at Østjysk Innovation for den ressourcebesparende ventilationsenhed.

Om EnergiMidt Udvikling
EnergiMidt Udvikling er et datterselskab af EnergiMidt A/S. Selskabet blev etableret i februar 2005 og har til huse i Silkeborg. Missionen er at fremme innovationen i energisektoren ved at portføljevirksomhederne tilføres kapital, forretningsudvikling, viden om energisektoren og adgang til udviklingsselskabets netværk.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078