23948sdkhjf

Herning får 750.000 kroner til nyt klimaprojekt

EU har bevilget penge til et privat-offentligt samarbejdsprojekt, som skal støtte virksomhederne i at nedbringe deres CO2 udledning.
Herning Kommune har fået 750.000 kroner til et samarbejdsprojekt på klimaområdet. Projektet hedder ”Climate Partnership” og retter sig mod private virksomheder, som ønsker en mere klimavenlig profil.

Det er de seks Green Cities kommuner, som i fællesskab har ansøgt EUs Life program om støtte til det nye privat-offentlige udviklingsprojekt på klimaområdet, oplyser Herning Kommune i en pressemeddelelse.

Eksterne rådgivere yder bistand
Ifølge Herning Kommunes miljøchef, Mogens Bentzen, vil de virksomheder, som deltager i Climate Partnership, få tilbudt ekstern bistand til energigennemgang, klimaregnskab, produktudvikling og netværk. Samtidig vil de få stillet værktøjer og databaser til rådighed.

Målet er, at virksomhederne oplever miljømæssige, strategiske og konkurrencemæssige fordele ved at deltage i projektsamarbejdet på klimaområdet.

Opfylder målene i klimaplanen
Mere end 15 lokale virksomheder har på forhånd tilkendegivet, at de er interesserede i at deltage i Climate Partnership projektet, som starter i januar 2011.

- Som der fremgår af vores klimaplan, så skal Herning Kommune understøtte, at virksomhederne frem til 2030 får reduceret deres CO2 udslip med 14.700 tons. Climate Partnership er netop sådan et projekt, da det både har fokus på samarbejde, kampagner, virksomhedstilsyn og netværk. Derfor er det glædeligt, at vi allerede nu har virksomheder som er interesserede i at deltage, siger formanden for Teknik- og Miljøudvalget, Finn Stengel Petersen (S).

Green Cities-samarbejdet
Herning Byråd vedtog i 2001 at gå med i samarbejdet Green Cities. Betingelsen for at være med i Green Cities er, at der hele tiden sker udvikling og at medlemskommunerne arbejder for at nå visionen for de 10 bæredygtighedsområder og opfylde de 16 fælles miljømål, som er fastsat i en fælles samarbejdsaftale.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.115