Havmøller sætter gang i vestjyske havne
Både Esbjerg og Rømø Havn udvider for millioner. Det er de store muligheder inden for havvind, der har sat skub i udviklingen i de vestjyske havne.
Håndtering af større vindmølleprojekter i Esbjerg
Esbjerg Havn er i færd med at projektere udvidelsen af Sydhavnen, der er sidste del af havnens masterplan for årene 2004-2014 og vil bringe Sydhavnens samlede areal op på ca. to millioner kvadratmeter. Atlantkaj på 250 m og Arieskaj på 380 m er blandt de allerede gennemførte investeringer, og desuden har den kraftige vækst i udskibningen af komponenter til havvindmølleprojekter i Nordsø-området gjort det nødvendigt at fremrykke den 350 m lange Tauruskaj, der ikke er indeholdt i masterplanen. Tauruskaj vil stå færdig sidst i 2010.
- Vi er i det hele taget indstillet på at indrette havnen efter, hvad markedet efterspørger, og vore kunder er i høj grad med til at udvikle det store areal, så det er i pagt med deres behov. Et eksempel er, at vi nu udbygger kajer og baglandsarealer for at være i stand til endnu mere effektivt at håndtere et større antal havvindmølleprojekter ad gangen, siger salgs- og marketingskoordinator ved Esbjerg Havn Søren Clemmensen i en meddelelse.
Når de nye kajanlæg står færdige i 2014, vil Sydhavnen være i stand til at tage skibe med en længde op til 225 m og med en dybgang på 9,5 m. Havnen forventer, at de første etaper af udvidelsen vil kunne udbydes i slutningen af året. De kommende anlægsarbejder løber op i et større 3-cifret millionbeløb.
Forlænger kajen med 410 meter på Rømø
Rømø Havn tager i næste uge første spadestik til en udvidelse af kajen med 410 meter. Det sker for at kunne imødekomme de virksomheder, der skal opstille og servicere 300 havvindmøller ud for den tyske ø Sylt, oplyser Ingeniøren.
Udvidelsen på Rømø koster 30 mio. kr. og følges op af anlæggelsen af et 125.000 kvadratmeter stort baglandsareal, der inden længe fyldes med fundamenter til møllerne i en kommende tysk havmølleparker.
- Vi har en konkurrencefordel, fordi vi er den havn, der ligger tættest på den nye havmøllepark. Industrien skal til at kommercialiseres. Derfor skal prisen på at opstille havmølleparker ned, og der betyder afstand rigtig meget. Vi har aftaler med flere udviklere og leverandører og er partner i deres bud på de tyske vindmølleparker, så vi tror så meget på det, at vi godt tør gå i gang med udvidelsen nu, siger Mikkel Gleerup, havnens direktør til Ingeniøren.
Foreløbig har havnen skrevet kontrakt med den tyske developer Airtricity, der har licens til at bygge Butendiek havmølleparken på 80 stk 3,6 MW vindmøller. Rømø Havn har også forhandlinger i gang med andre virksomheder, hvis identitet Mikkel Gleerup ikke vil ud med endnu. Men gennemføres forhandlingerne står Rømø Havn muligvis overfor endnu en udvidelse - en 370 meter lang kaj - også tiltænkt havmøllevirksomhederne.