Dansk bølgeenergiekspert indgår samarbejde med Swell Fuel
Per Resen Steenstrup, tidligere medstifter af Wave Star Energy, er på banen igen med et nyt bølgekraftprojekt. Denne gang sker det i samarbejde med amerikanske Swell Fuel.
Per Resen Steenstrup, der i dag står bag virksomheden Resen Energy, købte tilbage i 2003 patentet til Wave Star af brødrene Hansen fra Esbjerg og stiftede kort derefter Wave Star Energy sammen med Jørgen Mads Clausen. Et samarbejde, der ophørte i januar i år, da Wave Star Energy indgav konkursbegæring mod sig selv.
Samarbejdet med Swell Fuel
Stifter af Swell Fuel Chris Olson og Per Resen Steenstrup slog allerede tilbage i maj pjalterne sammen for at styrke Swell Fuels aktiviteter inden for bølgekraftteknologi på det internationale marked, blandt andet med etableringen af et selskab i USA og et i Europa.
Chris Olson har siden 2005 været optaget af at producere billig strøm fra verdenshavene og har udviklet 64 forskellige aggregater til fremme af bølgekraftteknologien.