23948sdkhjf

Verdens største dobbelt-fjernvarmerør lægges i Esbjerg

Esbjerg Forsyning og rørproducenten Logstor monterer i denne uge verdens største energibesparende twin-fjernvarmerør i Tarp.
Et gigantisk rør. Hele 810 mm i diameter måler verdens største twin-fjernvarmerør med to separate ledninger indkapslet i et yderrør. I denne uge monterer Esbjerg Forsyning i samarbejde med rørproducenten Logstor sidste del af det store fjernvarmerør i Tarp, ved Ambolten/Hammeren, tæt ved genbrugsstationen i området. Og der er tale om en Danmarks-premiere.

Twin-rør repræsenterer ny teknologi
- Det er første gang, der lægges så stort et twin-rør i Danmark, fortæller Claus A. Nielsen, Varmeforsyningschef i Esbjerg Forsyning. Dobbelt-fjernvarmerøret er i alt ca. 450 meter langt og med påsvejsningen af det sidste stykke twinrør færdiggøres etapen fra Umanarkparken til Tarp Varmeværk.

- Twin-røret samler de to rørledninger, der hver er 27,3 cm i diameter, i et. De ligger ovenover hinanden med isolering imellem, siger Claus A. Nielsen og fortsætter:

- Normalt lægger vi fjernvarmerørene på traditionel vis side om side. Twinrør repræsenterer den nye teknologi inden for området. Det bliver derfor meget spændende at implementere landets største twinrør i vores eksisterende ledningsnet. Vi ser frem til at følge det i brug bl.a. med henblik på at høste erfaringer i forhold til at minimere varmetabet i vores ledningsnet.

Twin-røret er energibesparende
På grund af rørets særlige konstruktion er varmetabet fra ledningsnettet hen mod 30 procent mindre sammenlignet med traditionelle fjernvarmerør, der ligger separat side om side.

- Brugen af det plads- og energibesparende twinrør harmonerer derfor godt med vores ønske om at gå foran i udviklingsprojekter og med Esbjerg Forsynings grønne profil. Vi holder i det daglige et højt miljømæssigt fokus. Næsten 50 % af fjernvarmen i Esbjerg er ”grøn”, altså baseret på miljøvenlige brændsler, såsom affald og bioolie. Og kan vi med nye mere energivenlige rørtyper være med til at spare yderligere på energien, så bevæger vi os endnu et skridt i den rigtige retning, siger Claus A. Nielsen.

Påsætning/svejsning af twinrøret forventes at foregå i uge 38.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078