23948sdkhjf

Kommune til kamp for mølle-ordning

Vesthimmerland Kommune vil bevare støtte til vindmølleprojekter, der allerede er sat i gang - herunder parken Nørrekær Enge II

Det er en rigtig dårlig idé at fjerne den såkaldt grønne ordning, der yder kontant støtte til lokalsamfund tæt på vindmølleparker.

Sådan lyder det klare budskab fra lokalpolitikerne i Vesthimmerlands Kommune til regeringen, der i juni fremsatte lovforslag om at droppe ordningen.

Torsdag vedtog byrådets økonomiudvalg et høringssvar til lovforslaget, hvori udvalget "kraftigt opfordrer" regeringen til at bevare ordningen. Der er i øjeblikket to store vindmølleprojekter i gang i Vesthimmerland, et på Thorup Sletten og et i Nørrekær Enge, og det kan gå hårdt ud over den lokale opbakning, hvis støtten forsvinder, advarer politikerne. I alt godt 10 millioner kroner til lokale formål vil borgere i Vesthimmerland nær de to mølleparker gå glip af, hvis ordningen afskaffes.

Dertil kommer, at det store arbejde, kommunen har lagt i projekterne - eksempelvis udarbejdelse af lokalplaner - risikerer at være spildt. Eller som det hedder i høringssvaret:

- Med ophøret af den Grønne Ordning må det forventes, at lokalområdets accept af mølleprojekterne forsvinder. Hvis kommunen og lokalområdet fremover alene skal tåle generne uden der er nogen form for kompensation fra Grøn Ordning, må det også anses for særdeles tvivlsomt om vi som planmyndighed og lokalpolitikere vil påtage os det tunge arbejde netop at planlægge for store vindmøller, med den lokale modstand som sådanne projekter i større eller mindre omfang bliver mødt med.

Hvis regeringen insisterer på at afskaffe ordningen, foreslår de vesthimmerlandske politikere i det mindste at bevare den for de projekter, der allerede er planlagt.

- Vi er utroværdige, hvis vi ikke kan stå på mål for de vindmølleprojekter, vi har sat i gang, siger Vesthimmerlands borgmester Knud Kristensen (K), der oplyser, at aktionen er koordineret med Jammerbugt Kommune.

Hos energiselskabet Vattenfall, der står bag planerne om vindmølleparken Nørrekær Enge II, tager man kommunens aktion til efterretning.

- Men hvis ordningen forsvinder, må vi se nærmere på, hvordan vi kan løfte de opgaver, der lå i den, siger Vattenfalls kommunikationschef Arne Rahbek.

Naboer til mølleparker kan også få penge via Værditabsordningen. Fristen for at søge erstatning for det værditab, som de 40 planlagte møller i Nørrekær Enge II påfører omkringliggende ejendomme, udløb torsdag. 40 naboer har søgt, oplyser Energinet, der administrerer også denne ordning.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.132