Nyt samarbejde med stort potentiale for vindmølleindustrien
Barsmark A/S har indledt samarbejde med tysk firma, som vil udvide vindmølleindustriens muligheder for at afsætte produktionsaffald på en miljømæssig forsvarlig måde.
Gruppen råder over faciliteter til produktion, forbrænding og deponering af glasbaserede kompositmaterialer, hvilket i kraft af det nye samarbejde kan komme vindmølleindustrien og miljøet til gode.
Barsmark har i en årrække været leverandør til vindmølleindustrien og har desuden arbejdet intensivt med genbrug af glasfiberbaseret produktionsaffald fra Vestas.
Stigende interesse fra markedet
Det nye samarbejde vil udvide vindmølleindustriens muligheder for at afsætte sit produktionsaffald på en miljømæssig forsvarlig måde og bane vejen til bedre grønne regnskaber.
- Vi har arbejdet med genbrug af produktionsaffald fra vindmølleindustrien i en del år efterhånden, og man kan godt sige, at det er blevet en af vores mærkesager. Vi oplever desuden en stigende interesse fra markedet, så det er bestemt noget, vi forventer os meget af i fremtiden. Samtidigt er det et område, som både kræver en højt specialiseret viden og det rette udstyr. Derfor er det en opgave, som i høj grad ligger op til et internationalt samarbejde, siger Paul-Erik Andersen, administrerende direktør i Barsmark A/S.
Glasaffald kan være problem for miljøet
Barsmark udviklede i 2003 en metode til genbrug af de uhærdede glasfibermåtter, der betegnes som prepregs.
Vindmølleproducenter anvender måtterne til produktion af møllevinger, og affaldet opstår, når måtterne skæres til under produktionen.
Da måtterne indeholder store mængder uhærdet epoxy, er de klassificeret som miljøfarligt affald. Genanvendelse er derfor af stor betydning for miljøet, da alternativet er at deponere
dem i undergrunden.
Med god samvittighed
Samtidigt kan vindmølleproducenterne aflevere langt bedre grønne regnskaber, da affaldet så at sige bliver konverteret til et nyttigt restprodukt.
Et firma som Vestas har dermed med god samvittighed kunnet overdrage store mængder affald til Barsmark, som sørger for, at det får nyt liv i andre sammenhænge.
Nyt samarbejde giver langt flere muligheder
Barsmark genbruger i dag affaldet til produktion af en ekstrem stærk plade, som primært anvendes i staldinventar. Men det nye samarbejde åbner både op for langt flere anvendelser
og for, at endnu mere produktionsaffald kan genanvendes.
Udover produktion af glasfiberplader kan glasaffaldet genanvendes til nyt glas, og prepreg-måtterne kan anvendes til fremstilling af komplekse dele til industrielt brug. Som sidste løsning kan affaldet afbrændes og energien udnyttes.