23948sdkhjf

Total-direktør: Vi vil bygge videre på Mærsks styrker

55 års dansk oliehistorie lakker mod enden.

Når franske Total er villig til at give 47 milliarder kroner for Maersk Oil, så handler det om mere end de boreplatforme og oliekoncessioner, der følger med i købet.

For Total har det også været afgørende, at Maersk Oil-organisationen er stærk på det teknologiske og vidensmæssige plan.

- Derfor drejede vores opkøb sig også om at overtage de nuværende ansatte, som kommer til at være en stærk rygrad i vores operationer i Nordsøen fremover, siger administrerende direktør Patrick Pouyanné på en telekonference med danske journalister.

Planen er ifølge direktøren at fortsætte de nuværende aktiviteter i Esbjerg, hvor omkring 1200 ansatte arbejder med at hive olie og naturgas op af havbunden.

Samtidig skal det nuværende hovedkontor i København med knap 500 ansatte have tilført nye kræfter. 

- Det er vores hensigt, at København skal være hovedkontor for vores operationer i Nordsøen, og i den forbindelse vil vi tilføre nogle stabs- og støttefunktioner.

- Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at opkøbet ikke vil få betydning for de nuværende ansatte, men vores klare intention er at bygge videre på de styrkepositioner, der findes i Danmark i forvejen.

- Og vi vil under alle omstændigheder bestræbe os på at tilbyde andre job i Total-koncernen, siger han.

Patrick Pouyanné fortæller, at han selv henvendte sig til Mærsks koncernchef, Søren Skou, da Mærsk-gruppen overvejede en børsnotering af sit olieselskab.

Tilbuddet til Skou gik ud på at etablere et partnerskab, hvor Mærsk fik aktier i Total mod at afgive ejerskabet af olieforretningen.

Det er Totals største opkøb siden overtagelsen af Elf i begyndelsen af årtusindet.

Franskmændene forventer at opnå en produktion på 500.000 tønder olie om dagen i Nordsøen, hvilket vil gøre Total til områdets næststørste producent efter Statoil.

Som en del af aftalen og for at styrke partnerskabet mellem Total og Mærsk-gruppen har A.P. Møller Holding - der sidder på flertallet af stemmerne i A.P. Møller-Mærsk - fået tilbudt en plads i Totals bestyrelse.

/ritzau/

50 års dansk olieeventyr lakker mod enden

1962 
A.P. Møller får 50-årig eneretsbevilling til efterforskning og produktion i Danmark. Dansk Undergrunds Consortium (DUC) dannes. Der var ikke de store forventninger om, at Danmark skulle blive et olieland.

1966
DUC rykker ud på havet og foretager sin første efterforskningsboring i Nordsøen. Året efter finder man olie i Kraka-feltet.

1972 
Det danske olieeventyr starter for alvor. Produktionen fra Dan-feltet påbegyndes.

1976
Regeringen og A.P. Møller indgår aftale, der blandt andet betyder, at Dong får forkøbsret til gassen.

1997
Danmark bliver selvforsynende med energi, da olie- og gasproduktion nu overstiger det samlede danske energiforbrug. Danmark bliver nettoeksportør. 

2003
Ny aftale mellem regeringen og A.P. Møller resulterer i større økonomisk udbytte for staten.

2005
Nordsøfonden oprettes ved lov. Nordsøfonden skal varetage statens deltagelse i alle nyere licenser.

2012
Nordsøfonden træder på statens vegne ind i DUC med 20 procent. 

2017
Marts: Ny aftale mellem regeringen og A.P. Møller om skat og genopbygning af Tyra feltet.

Maj: Dong sælger sin olie- og gasforretning til den internationale kemikoncern INEOS.

August: A.P. Møller-Mærsk oplyser, at den sælger Maersk Oil til franske Total for cirka 47 milliarder kroner.

Kilde: Nordsøfonden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093