Tyve løb fra elselskab med 2,5 tons kobber
Det var et par velforberedte tyve, der for nylig var på besøg hos elselskabet NOE.
Tyvene er nemlig trængt ind på pladsen ved lagerhallen og har efterfølgende fjernet en række metalplader på hallens facade og skåret hul i trævæggen.
Undgik alarmen
Derved fik de direkte adgang til en række tromler med kobber, som de væltede ned på en madras for ikke at skabe unødig opmærksomhed. Det lykkedes også tyvene at undgå overvågningskameraer og alarmer i lagerhallen.
Efterfølgende har tyvene ryddet grundigt op efter sig selv, og først da lagerchefen opdagede at kobberet var væk gik det op for ham, at der havde været ubudne gæster.
Tyvene slap i alt væk med 2,5 tons kobber til en samlet værdi af 100.000 kr.