23948sdkhjf

Biogasanlæg for en halv milliard på vej i Sønderborg

NGF Nature Energy vil sammen med BioenergiSyd, en forening som består af 75 landmænd, etablere to biogasanlæg i Sønderborg Kommune.

Det har de to netop skrevet under på ved et pressemøde på Sønderborg Rådhus.

- Vi er glade for, at vi med dagens aftale for alvor kan komme videre med etableringen af biogasanlæg i Sønderborg. De to anlæg vil reducere udvaskningen af kvælstof markant, og så giver anlæggene et gødningsprodukt, der kan forbedre udbyttet med op til 15 pct. De to biogasanlæg bliver derfor en gevinst for både miljøet og bundlinjen, siger formand for BioenergiSyd, Andreas Bonde.

 Et i Glansager og et i…
De to anlæg vil tilsammen skabe 50 blivende jobs og kunne producere nok biogas til at erstatte naturgassen i 25.000 boliger. 

Men hvor skal de så ligge? 

Tidligere har der været tale om en placering af ét anlæg i Blans - men i foråret begyndte man at kigge på en anden placering i Glansager.  Og så er det ene anlæg altså også blevet til to.  

- Det ene anlæg skal ligge i Glansager, som planlagt. Det andet skal ligge i den vestlige del af Sønderborg, fortæller Rasmus Winther, Kommunikationschef hos NGF Nature Energy. 

Anlæggene bliver på størrelse med Nature Energys anlæg i Holsted, der kan aftage 600.000 ton gylle og andet organisk affald på årsbasis. 

Første spadestik
Når NGF Nature Energy og BioenergiSyd i dag skriver under på en aftale om at investere 500 mio. kr. i biogas og etablere de to anlæg, så betyder det ikke, at man stikker spaden i jorden den dag i morgen.

- Projektet i Glansager er modnet, og vi er i VVM-fasen. Med det andet anlæg er vi ikke helt så langt endnu. Underskriften i dag er et klart signal om, at vi vil det her. Hvornår vi præcis går i gang – det afhænger lidt af hvor lang tid VVM-fasen kommer til at løbe over, og hvornår bestyrelsen tager den endelige investeringsbeslutning, forklarer Rasmus Winther. 

Han fortæller dog, at man forventer at gå i jorden i Glansager i andet halvår af 2018.

Planer om milliard-investeringer
NGF Nature Energy har en ambition om at gøre gassen i det danske gasnet grøn, og virksomheden driver i dag fire storskala biogasanlæg og er i gang med at bygge yderligere tre.

De to nye anlæg i Sønderborg vil bidrage yderligere til den grønne omstilling af gassektoren. 

- Vi er i fuld gang med at omstille gassektoren i Danmark, så gassen i fremtiden bliver grøn. Vi bygger derfor biogasanlæg i hele Danmark og har en plan om at investere mere end 3 mia. kr. De to anlæg i Sønderborg er en del af den plan og alene de to anlæg vil producere nok gas til at vi kan erstatte naturgassen i ca. 25.000 boliger og spare samfundet for omkring 100.000 tons CO2, udtaler Ole Hvelplund, adm. direktør hos Nature Energy.

Vigtigt for klimaneutral kommune
Sønderborg Kommune har en ambition om, at kommunen skal være CO2-neutral i 2029. Planerne om to nye biogasanlæg, der både reducerer kommunens CO2-udledning og skaber lokale arbejdspladser, vækker begejstring hos borgmesteren i Sønderborg Kommune:

- Biogasproduktion er en oplagt mulighed for at nærme os vores mål om at blive CO2-neutral senest i 2029, og jeg er derfor glad for, at to stærke parter nu vil investere en halv mia. kr. i Sønderborg Kommune. Med den investering får vi en effektiv håndtering af lokalt affald og vi sikrer et bedre gødningsprodukt for landmændene, som får en afgasset og mindre lugtende gylle retur. De to anlæg vil derfor være godt både for vores landbrug og for Sønderborg-områdets CO2-regnskab – og så er der også gode grønne arbejdspladser i sådan et anlæg, siger Erik Lauritzen, borgmester i Sønderborg Kommune.

Anlæggene vil helt konkret reducere CO2-udslippet med op til 100.000 tons CO2.

Kommenter artiklen (2)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.156