23948sdkhjf

Stor interesse for varmepumper på abonnement

Cirka 140.000 boliger i Danmark opvarmes stadig med et oliefyr, og bebo-erne har dermed en unødvendigt høj varmeregning. Der er typisk tale om huse i landdistrikterne, hvor der ikke er mulighed for at koble sig på fjernvarme- eller naturgasnettet.

Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet har derfor siden starten af 2017 samarbejdet med fem virksomheder om at tilbyde husejerne varmepumper på abonnement. Ordningen skal sætte ekstra skub i udskiftningen af landets oliefyr.

- Det her er en håndsrækning til de mange husejere rundt om i landet, der gerne vil af med deres oliefyr. Olie er en dyr opvarmningsform for husejerne, og samtidig udleder oliefyr meget CO2. Derfor er det vigtigt, at vi får sat fart på udfasningen af oliefyrene siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Populær abonnementsordning
Med abonnementsordningen påtager et energiselskab sig ansvaret for installation, teknik og finansiering, mens husejeren betaler for sit varmeforbrug, et engangsbeløb for tilslutning og et abonnement.

- Vi er flere virksomheder, der tilbyder varmepumper på abonnement. Ordningen startede op i vinters, og vi oplever en stor interesse for at få leveret grøn varme samtidig med, at der opnås en økonomisk gevinst. Den nye mulighed er attraktiv både for borgernes pengepung og klimaet, siger Dennis Jeppesen fra Fyrfyret.

Også virksomheden SustainSolutions oplever stor interesse.

- Vi oplever, at mange er glade for at kunne få billig og miljørigtig varme i deres hjem. Vores nærvarme giver både fleksibilitet i budgettet, kendte ud-gifter til varme hele vinteren og indblik i sit indeklima. Det er tilmed nemt, for vi tager os af alt det praktiske, og nærvarmen benytter de eksisterende installationer som radiatorer og gulvvarme, siger Christian Niepoort fra SustainSolutions.

Udvikling af et nyt marked
Ordningen sker som led i aftalen om udmøntning af energireserven for 2016-2018. Der er over de næste tre år afsat i alt 25 mio. kr., som fem virksomheder har vundet igennem et udbud fra Energistyrelsen.

Med samarbejdet støttes hver af virksomhederne i at etablere sig på markedet med 350 varmepumper hver frem til 2019, dvs. 1.750 varmepumper i alt. Støtten til virksomhederne udfases langsomt, i takt med at virksomhederne oparbejder viden og kapacitet på området. Formålet er at sikre, at der på sigt findes et marked for varmepumper på abonnement, som kan klare sig uden støtte.

- Der er tale om et samarbejde med erhvervslivet, hvor vi skubber gang i et nyt marked for varmepumper på abonnement. Hvis husejeren hellere selv vil stå for finansieringen af varmepumpen, kan det også være en god løsning, men nu har man noget at vælge imellem, siger energi-, forsynings- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt.

Besøg hos varmepumpe-ejer
Fire kilometer uden for Bogense bor Flemming Holmelund sammen med sin kone. Det gamle bindingsværkshus har indeholdt et oliefyr, men nu er det blevet skrottet til fordel for en varmepumpe på abonnement.

Fredag fik Flemming Holmelund og hans kone besøg af Lars Chr. Lilleholt, der skulle se den nye varmepumpe i brug.

- Varmepumpen ser jeg som et attraktivt alternativ til oliefyret, sagde ministeren under besøget.  

- Vi gør jo noget hele tiden for at udbrede den grønne omstilling. Vi har et mål om, at i 2030 skal mindst 50 procent af det samlede energibehov være baseret på vedvarende energi, og der er det da i højeste grad vigtigt, at vi kommer i gang med opvarmningsområdet, sagde Lars Chr. Lilleholt.

Antallet af aktive oliefyr i Danmark

  • Region Hovedstaden: 23.941
  • Bornholm: 3.336
  • Region Sjælland: 31.802
  • Region Syddanmark: 29.831
  • Region Midtjylland: 32.070
  • Region Nordjylland: 18.250
  • Ialt: 139.248

Kilde: Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.09