23948sdkhjf

VVM sætter gang i næste fase af Kassø-Frøslev-forbindelsen

Nu skal der forhandles med de lokale lodsejere.
Energinet har mandag modtaget en såkaldt VVM-tilladelse til Kassø-Frøslev-projektet, som Miljøstyrelsen har udstedt. Med tilladelsen er elforbindelsen mellem transformerstationen Kassø vest for Aabenraa og Frøslev ved den dansk-tyske grænse kommet tættere på.

- Det er virkelig en milepæl, siger Christian Jensen, der er Energinets projektleder på forbindelsen. Tilladelsen betyder nemlig, at Energinet nu har de nødvendige overordnede tilladelser fra myndighederne til at føre projektet ud i livet.

Inddragelse af interessenter 
Ikke kun Miljøstyrelsen er inde over projektet. Aabenraa Kommune har vedtaget det nødvendige plangrundlag for projektet.

- Kommunen har behandlet kommuneplantillægget politisk gennem flere runder, og 30. august vedtog Kommunalbestyrelsen det endeligt, fortæller projektleder Christian Jensen.

Selvom der i landskabet endnu ikke står nogle af de Eagle-elmaster, som luftledningerne på strækningen skal sættes op på, har Energinet-projektet allerede været i gang i to år.

- Der er tale om inddragelse af både myndigheder, borgere og interessenter siden 2015, siger Christian Jensen og tilføjer:

- Det er de samlede inputs fra mange forskellige sider, der fører til fornuftige kompromiser og den endelige løsning.

Lodsejerne høres 
Efter VVM-tilladelsen vil også næste fase i Kassø-Frøslev projektet bære præg af dialog mellem Energinet og interessenterne. Strækningen kommer nemlig til at berøre en række mennesker, der naturligvis gerne vil vide, om el-forbindelsen går igennem deres mark eller grund eller tæt forbi deres bolig.

- 1. november går vi i gang med udvidelsen af transformerstationen i Kassø, men allerede 24. oktober holder vi et informationsmøde for de mennesker, der skal lægge jord til ledningsanlægget, eller som bliver meget tætte naboer, fortæller Christian Jensen.

Han forklarer, at Energinet vil medbringe et konkret forslag til placering af elmasterne på mødet og forklare om den fremadrettede proces for endelig fastlæggelse. Alle de berørte mennesker vil i løbet af november få besøg af Energinets forhandler på deres ejendom, hvor de har mulighed for at komme med ønsker til tilretninger.

- Vi ønsker at skabe dialog og på den måde få den bedst mulige løsning for alle, forklarer Christian Jensen.

- Først når vi har alle input, kan vi fastlægge den endelige placering af masterne. Vi kan ikke imødekomme alle ønsker, men vi tilstræber at gøre det i det omfang, det er muligt. Dialogen kan starte på informationsmødet, men det er først og fremmest ved de efterfølgende møder hos de enkelte lodsejere, at dialogen kommer til at foregå.

Begrænsninger bestemmer erstatning
Lodsejerne får erstatning for de begrænsninger, som det medfører at have ledningsanlægget på ejendommen. Naboer til anlægget har også mulighed for at få erstatning, hvis deres bolig ligger tættere på end 280 meter fra elledningen.

Erstatningens størrelse på landbrugsjord fremgår af tabelværdier, der er fastlagt i en aftale mellem Energinet og landbrugsorganisationen SEGES (under Landbrug & Fødevarer). Erstatning for at få ledningen tæt på boligen fastlægges på baggrund af afstanden til boligen samt boligens handelsværdi.

Christian Jensen fortæller, at arbejdet med at opsætte elmaster og trække elledningen efter planen begynder i 2019, og at anlægget forventes sat i drift i sommeren 2020. Kassø-Frøslev-forbindelsen skal styrke elnettet imellem Tyskland og Danmark og forbedre handelskapaciteten mellem de to lande.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11