23948sdkhjf

Lukning af værk lige om hjørnet

Modstanderne kæmper for bevarelse til det sidste selvom forbrugergrundlaget er smuldret væk.

I februar 2016 stemte 142 ud af 154 andelshavere i Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk om, hvorvidt værket skulle lukkes, eller der skulle investeres i en biomassekedel.

Resultatet af den afstemning blev, at 100 af de 142 fremmødte andelshavere stemte for at lukke værket, mens 41 stemte nej.

Efter afstemningen blev sagen sendt videre i den politiske mølle. Og nu er det altså kommet dertil. 

- Det skal på miljø og teknik nu her, økonomiudvalget den 30. oktober og i byrådet den 6. november, så derefter er den endelige beslutning truffet, fortæller formand for Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk, Jane Kløve Bøje. 

Teknik- og miljøudvalget i Randers Kommune sendte onsdag den 11. oktober sagen videre til økonomiudvalget med en anbefaling om at lukke værket.

Opdateret 13. oktober 2017

Forbrugergrundlaget er smuldret væk
Jane Kløve Bøje er ikke i tvivl om udfaldet. 

- Vi er nu her med en demokratisk truffet beslutning om en lukning, en beslutning som er taget med åbne øjne. Bestyrelsen forventer klart, at politikkerne følger den demokratiske beslutning som værkets ejere har truffet. Det kan ganske vist påklages til Energistyrelsen, men jeg tror ikke, det vil gøre en forskel, idet 80 ud af 191 forbrugere har koblet om til egen varmekilde, allerede nu, fortæller Jane Kløve Bøje. 

Forbruger-grundlaget for det lille værk er altså smuldret væk –– men ikke destor mindre er der en  lille fraktion af borgere i Uggelhuse-Langkastrups område, der gerne ser værket bevaret.

- Det er hovedsagligt tidligere bestyrelsesmedlemmer, som mener, at værket bør fortsætte, uanset de økonomiske, menneskelige samt miljømæssige omkostninger, som dette værk har medført. Et ledningstab på over 70 procent vil ikke bortfalde blot ved at skifte brændselsform. Igennem de 20 år værket har eksisteret har samtlige tilknyttet værket betalt en kæmpe overpris for at få varmet huset op, fortæller Jane Kløve Bøje.

Gennem flere beregninger
Den nuværende bestyrelse for Uggelhuse-Langkastrup Kraftvarmeværk er – det store ledningstab og de høje varmepriser til trods – ikke bare hoppet direkte til en lukning af værket.

- Vi i bestyrelsen har brugt meget tid på at få lavet beregninger på alle de muligheder som værket havde. Der er lavet beregninger på flis, halm, pillefyr, samt transmissionsledning til værket i Allingåbro, og slutteligt en lukning, fortæller Jane Kløve Bøje.

Og det er altså de beregninger der blev fremlagt for forbrugerne på et informationsmøde og på baggrund af de informationer, at forbrugerne har valgt – Og de valgte altså værket fra, fortæller Jane Kløve Bøje.

Hvilket det store frafald af forbrugere, allerede inden værket er lukket ned, vidner om.

Hvad nu hvis?
Men hvad nu hvis værket alligevel ikke lukkes ned? Hvis politikerne i Randers Kommune beslutter sig for at lade værket bestå? Hvad sker der så?

- Hvis det utænkelige skulle ske, at politikerne stemmer for at bevare værket, ja, så vil værket alligevel lukke ned, idet det ikke kan drives med så få forbrugere, som er tilbage. Det vil blot være på en mere ukontrolleret måde en den, vi gerne skulle kunne gennemføre med deres samtykke, fortæller Jane Kløve Bøje.

Så hvorvidt politikerne vender tommelen op eller ned, så er det her enden på Langkastrup-Uggelhuse Kraftvarmeværk.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094