23948sdkhjf

Overskudsvarme skal erstatte kul i Tongchuan City

Nyt dansk-kinesisk projekt fremmer fjernvarme og energieffektiviseringer i kinesisk storby.

I Kina er der et stort uudnyttet potentiale i at bruge lavtemperatursoverskudsvarme fra industrier som elkraft, jern og stål, cement og ikke-jernholdigt metal.

Den kinesiske regering har sat sig ambitiøse mål i forhold til at forbedre energieffektiviteten og effektivt udnytte overskydende varmeressourcer. Det er ressourcer, der skal bruges til at reducere kulforbruget, forbedre luftkvaliteten i byerne og lette det hurtigt voksende behov for opvarmning i form af rumopvarmning og varmt vand.

Danmark kan støtte Kina i at nå disse mål, og derfor har Energistyrelsen og det kinesiske National Energy Conservation Center (NECC) netop underskrevet en aftale om et dansk-kinesisk pilotprojekt, der skal fremme fjernvarme og energieffektivitet i Tongchuan City i Shaanxi-provinsen.

Både fra kinesisk og dansk side er der tro på, at pilotprojektet vil skabe gode resultater på kinesisk grund.

Tongchuan City & kullene
Pilotprojektet implementeres i Tongchuan City i Shaanxi-provinsen i samarbejde med interesserede organisationer og virksomheder, der kan påvirke og bidrage til beslutninger vedrørende varmeforsyningen og planlægningen.

Tongchuan havde i 2015 et befolkningstal på 950.000 og et samlet opvarmningsareal på 15,99 mio. kvadratmeter. Byens vejr er karakteriseret ved lange vintre og korte somre, hvor minimumstemperaturen mellem oktober og april aldrig hæver sig over frysepunktet (-6 ° til -22 °). Det forventes, at indbyggertallet vil stige til omkring 1,06 mio. med et dertil øget opvarmningsareal på 33,46 mio.kvadratmeter.

Byens primære industri er kul, og det samme er den primære energikilde. Derudover omfatter byens industri også produktion af byggematerialer, maskiner, tekstil og aluminium.

I de kolde og lange vintre er det nødvendigt med opvarmning, og med et støt voksende indbyggertal, vil endnu flere få dette behov. Industrierne og kraftværkerne kan have overskydende varme, som i øjeblikket ikke anvendes i fjernvarmesystemet.

Danske metoder & teknologier
Projektaftalen sigter mod at introducere og demonstrere avancerede danske metoder og teknologier, såvel som erfaringer indenfor energieffektivitet og fjernvarme.

Mulighederne for at øge energieffektiviteten og udnytte overskydende varme fra bl.a. kraftværket Huaneng Tongchuan Zhaojin vurderes i forbindelse med projektet.

Som led i pilotprojektet vil det ligeledes blive vurderet, hvordan denne uudnyttede ressource, overskudsvarmen, kan udnyttes på længere sigt på en måde, der understøtter Kina’s grønne målsætninger.

På baggrund af danske erfaringer er målet, at det nye pilotprojekt skal bidrage til udviklingen af guidelines til en kinesisk varmeplanlægningsmetode, som kan bruges i fremtidige fjernvarmeprojekter i Kina.

Projektet vil blive fulgt tæt af Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet i Danmark og den nationale Udviklings- og reformkommission fra Folkerepublikken Kina (National Development and Reform Commission of the People’s Republic of China (NDRC)).

Seeing is believing
En vigtig del af pilotprojektet er studieture til Danmark for udvalgte kinesiske beslutningstagere.

Her vil de lære af - og indgå i dialog med - danske aktører med erfaringer indenfor varmeplanlægning, fjernvarme, brugen af overskudsvarme og energieffektivisering i industrien.

Den første delegation kommer til Danmark fra d. 23. oktober til d. 10. november, hvor de vil møde 32 danske aktører indenfor områderne. 

Fjernvarme i Kina vs. Fjernvarme i Danmark

Fjernvarme spiller allerede en vigtig rolle i mange dele af Kina. Landet har verdens største – og hurtigst voksende – fjernvarmenet. Kombinationen af hurtig urbanisering og stigende levestandard i Kina øger behovet for opvarmning og afkøling.

I 2015 dækkede fjernvarmenettet 192.721 kilometer varmtvandsnet og 11.692 dampnet. Dette repræsenterer omkring 650 gigawatt termisk varmekapacitet, hvoraf ca. 10 pct. var til dampproduktion og omkring 45 pct. af fjernvarmekapaciteten var baseret på kraftvarme.

Til sammenligning er Danmarks fjernvarmenet 60.000 kilometer, og København er den sidste kommune med dampnet, hvilket Hofor arbejder på at få udfaset i 2021.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157