23948sdkhjf

Dong smider officielt navnet og bliver til Ørsted

Det er nu endeligt vedtaget, at Dong fra tirsdag ikke længere hedder Dong men Ørsted.

Dong Energy skifter officielt navn til Ørsted fra tirsdag. Det står fast, efter at beslutningen er godkendt på en ekstraordinær generalforsamling.

Navnet er inspireret af den danske videnskabsmand H.C. Ørsted. Intentionen om at skifte navn blev annonceret allerede tidligt i oktober.

At opgive navnet Dong skal markere selskabets skifte fra at fokusere på olie og gas og til at satse på vedvarende energi.

- Vores nye navn er en hyldest til H.C. Ørsteds nysgerrighed, engagement og interesse for naturen.

- Og vores brandidentitet afspejler den nytænkning og dybe forståelse af naturen, som er afgørende for at kunne skabe en verden, der udelukkende kører på grøn energi, sagde administrerende direktør Henrik Poulsen dengang.

H.C. Ørsted levede fra 1777 til 1851 og er nok mest kendt for at have opdaget elektromagnetismen, som danner grundlaget for de turbiner, der omdanner vindenergi til strøm.

Mere end 3000 navne har været i spil i forbindelse med navneskiftet, som også skyldes sprogmæssige forviklinger særligt i engelsktalende lande.

Dong - der oprindeligt var en forkortelse for det tidligere Dansk Olie- og Naturgas - er således engelsk slang for det mandlige kønsorgan. 

Med navnet følger også en ny visuel identitet, der adskiller sig fra den tidligere.

Tidligere i år solgte Dong Energy sin olie- og gasforretning fra til schweiziske Ineos til en samlet pris af 8,7 milliarder kroner. Samtidig har selskabet besluttet sig for at udfase brugen af kul på sine kraftværker i 2023.

Navnet Dong Energy fik alvorlige ridser i lakken, da dele af selskabet blev solgt til Goldman Sachs i 2014.

Salget blev kritiseret for at være sket for billigt og desuden i så lukket en proces, at Folketingets politikere ikke havde den nødvendige information til at træffe en kvalificeret beslutning.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125