23948sdkhjf

Skibsfarten sejler med på den grønne bølge

Den grønne omstilling af energibranchen er i fuld gang, og nu er skibsfarten også for alvor ved at komme med på den grønne bølge. HH Ferries Group, der sejler i døgndrift mellem Helsingør og Helsingborg, har ombygget Tycho Brahe til verdens største elfærge, og der pendler nye hybridfærger på Gedser-Rostock og mellem Venø og fastlandet.

- Jeg regner med, at vi inden for en overskuelig årrække kommer til at se mange flere færger helt eller delvist på el. Vi ser en hurtig teknologiudvikling, men det er vigtigt, at der nogle år endnu er et flow af danske og europæiske innovationskroner, siger direktør Jakob Ullegård fra Danske Rederier på en temadag om elfærger.

- Ud fra simple beregninger om, at elfærger er fordelagtige med sejltider på op til tre kvarter til halvanden time, kan el dække cirka 20-40 procent af energiforbruget til færgedrift i Danmark, vurderer chefkonsulent Morten Stryg fra Dansk Energi om det umiddelbare potentiale.

Verdens største elfærge

Færgedrift på el bliver stadig mere attraktivt på grund af faldende priser på batterier og billigere el som følge af Folketingets udfasning af PSO-afgiften fra elregningerne og en sænket elafgift for alle størrelser skibe.

På temadagen, der var arrangeret af Dansk Energi og Danske Rederier, blev der sat fokus på en række praktiske cases og de udfordringer, der stadig er, hvad enten det handler om store færger som Tycho Brahe, mindre fartøjer som Ellen, der er ved at blive bygget i Søby på Ærø, eller havnebusser.

– Tycho Brahe sejler på batteridrift, men vi er ikke helt, hvor vi gerne vil være, siger driftsdirektør Jens Ole Hansen fra HH Ferries og fastslår, at nøglen til succes er at sikre, at der kommer den nødvendigt kraft ombord hurtigt nok.

På kajkanten i Helsingør og Helsingborg får Tycho Brahe, der har diesel som backup, et kraftigt skud el over 5-10 minutter, men der er fortsat arbejde at gøre med at få den vigtige robotarm til at koble Forsyning Helsingørs og de svenske kollegers elnet og færge sammen i det nyskabende projekt.

- 90 procent af koblingerne er succesfulde, men vi skal op på 100 procent over nogle dage, så vi sejler fortsat ofte hybriddrift, fortæller Jens Ole Hansen fra HH Ferries, der – med støtte fra EU – også er ved at ombygge færgen Aurora til eldrift. 

Halvanden gang rundt om Jorden

I segmentet af lidt mindre færger begynder de positive el-erfaringer at tikke ind fra de andre nordiske lande. Ampere har på sin rute på tværs af en fjord nord for Bergen sejlet, hvad der svarer til halvanden gang rundt om Ækvator, og Siemens’ elfærge Elektra er indviet til sejlads i Finland.

På Ærø er et konsortium med støtte fra EU’s Horizon 2020-program ved at bygge Ellen, der skal sejle i v-drift fra Søby på Ærø til Faaborg og Fynshav på Als. Ellen får plads til 31 personbiler eller fire lastvogne plus otte personbiler.

- Vi regner med at gå i drift i andet kvartal 2018, siger projektkoordinator Trine Heinemann fra Ærø Kommune, der er i dialog med søfartsmyndighederne om, hvorvidt det er godt nok, at batterianlægget er delt op i to, eller om reglerne skal tolkes sådan, at der skal etableres en nødgenerator på skibet.

Ærø har i mange år satset på at blive en grøn og bæredygtig ø, så når det blæser, er der overskud af strøm. Ellen skal oplades med strøm fra Syd Energi Nets elnet på en ombygget havn i Søby, men den administrative side af sagen har overrasket e-ferry-projektet.

- Vi har haft en person til at koordinere det hele, men det vil være svært for et lille færgeselskab, for der er masser af godkendelser, der skal på plads, siger informationsmedarbejder Cecilie Larsen fra Ærø Kommune, der med støtte fra Syddansk Vækstforum deltager i et nyt markedsmodningsprojekt. Ambitionen er at systematisere erfaringerne inkl. nettilslutning til glæde for andre kommuner og færgeselskaber, så elfærgedrift kan blive en hyldevare.

Dyre grunde i Amsterdam

Også for havnebusser og forskellige former for turistfart vinder hybridbåde og småskibe på ren eldrift frem. Aktuelt gennemfører trafikselskabet Movia et udbud for havnebusserne i København, og i den forbindelse har Rambøll udarbejdet en rapport om erfaringer fra en række storbyer. Ud af 25 byer har Rambøll sat særligt fokus på Amsterdam og Gøteborg, der begge har et stærkt kommunalt engagement, mange cykler og aktive havne. De første erfaringer er høstet med nogle få nybyggede hybridfartøjer, hvor batterier og dieselmotorer samarbejder om at optimere drift og minimere miljøpåvirkning.

Seniorkonsulent Liv Nyholm Vaag og analyst Mia Lyhne Skovhauge fra Rambøll fortæller, at én barriere for eldrift i Amsterdam er, at landanlæg bliver rigtig dyre. Ikke så meget fordi de er dyre i sig selv, men fordi de kræver plads. ’Jord’ i Amsterdam City koster rigtig mange euro, så indtil videre vil ren eldrift formentlig være overladt til ruter, hvor der kan findes billigere lokaliteter til ladeudstyr.

Norge elsker batterier

Globalt kommer der til at ske meget i de næste år, og Det Internationale Energiagentur har med støtte fra den danske EUDP-pulje oprettet en arbejdsgruppe, der blandt andet skal følge udviklingen i den elektriske skibsfart, sørge for erfaringsudveksling og bidrage til at udvikle standardløsninger.

– E-ships har et kæmpe potentiale for at gøre skibsfarten mere miljø- og klimavenlig, fastslår formanden for arbejdsgruppen, Michael Rask fra Raskgreentech, der afvikler sin første workshop i Helsingør til foråret.

De nordiske lande er i førerfeltet, og ikke mindst Norge ser ud til at rykke. Her kan der opstå et decideret massemarked, for den norske stat presser på med pisk (lovgivning) og gulerod (støtte) for at få nedbragt CO2-udledninger og luftforurening også fra skibsfart. Det forplanter sig til kommuner og færgeselskaber:

– Jeg regner med, at der vil være 52 elektriske færgeforbindelser i 2020. For 15 år siden handlede det om at omstille til flydende naturgas (LNG), men nu er LNG ude og batterier inde, siger vice president Jorulf Nergård fra ABB i Norge.

Kilde: Dansk Energi

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078