23948sdkhjf

Oliefyret hos odderne er byttet ud med tre varmepumper

Givskud ZOO har gennemført en omfattende energirenovering, der inkluderer solceller, varmepumper og ventilationsanlæg.

Næsehornene har fået en mere jævn varme. Aberne har fået nyt lys i loftet. Girafferne har fået et bedre indeklima ved hjælp af et nyt ventilationsanlæg og oddernes oliefyr er skiftet ud med varmepumper.

- Den nye løsning kommer til at give store besparelser, fortæller Tom Nielsen, salgsingeniør hos Solars Klima og Energi.

Det er SustainSolutions, der i sin tid indgik en aftale med Givskud ZOO om finansieringen, Panasonic har leveret varmepumperne og Solcellekonsulenten solcelleanlægget. Givskud El-forretning har sørget for det daglige arbejde i parken, mens Solar har sikret sammensætningen af de helt rigtige produkter til de mange forskelligeartede opgaver.

En opgave med udfordringer
Energirenoveringen af Givskud ZOO har ikke været en opgave, der var lige til at gå til.
Det har krævet sit at skulle renovere syv stalde med varme og seks stalde med lys.

Det kræver overblik, og hver eneste opgave har haft hvert sit særpræg.

- Nogle steder har udfordringen været at skaffe frisk luft til girafferne, så de kunne få et bedre indeklima. Andre steder har det været at få en mere jævn varme i gulvene og radiatorerne, så det er mange individuelle opgaver, vi har stået med, forklarer Tom Nielsen fra Solar.

Aberne er nogle pilfingre
Jesper Mikkelsen, der er el-installatør hos Givskud El-forretning, har arbejdet i parken igennem mange år.

- Det er altid sjovt at komme ind til dyrene. Vi må ikke bare vade ind som det passer os – vi skal tage hensyn til dyrene altid. Derfor er der også nogle gange, hvor man kommer til at stå og snakke med næsehornet og klø den lidt, inden man kan komme til at lave noget, griner han.

Og så kan dyrene også give udfordringer, som man normalt ikke oplever andre steder.

- Gorillaerne er nogle pilfingre, og de er jo meget stærke, så der skal ikke meget til for at knuse et armatur. Derfor er det vigtigt, at vi får placeret det uden for rækkevidde, så de ikke kan pille ved dem, forklarer Jesper Mikkelsen.

Sådan måles besparelserne
Projektet er den del af Givskud Zoos energipolitik, som handler om at reducere udledningen af CO2 fra parken mest muligt.

- Jeg regner med, at det giver en stor besparelse, og at vi kan dokumentere, at vi rent faktisk sparer væsentlig mængder CO2 med de her tiltag, siger direktør i Givskud ZOO Richard Østerballe

For at måle besparelserne er mange af parkens enheder koblet på et overvågningssystem. Energimåleingerne herfra kan vise forbruget helt ned til hvert enkelt minut og opstår der en fejl - eksempelvis at lyset i en af staldene ikke slår over til natbelysning – så modtages der besked, så fejlen hurtigt kan blive rettet. Det alene skulle gerne give en besparelse på tre til fem procent.

Derudover er der også lavet målinger af strømforbruget, inden renoveringen gik i gang, så det er muligt at sammenligne det nye anlæg med det gamle.

Til sidst skal der sættes en skærm op i parken, så alle gæster kan følge med i, hvor meget Givskud Zoo forbruger af strøm, samt hvor meget de selv producerer fra det nye solcelleanlæg.

Givskud ZOO forventer at sparer 430.000 kWh årligt, hvilket svarer til strømforbruget i 88 husstande.

Hvad er installeret?
Det ny-installerede anlæg hos Givskud består af 10 varmepumper, belysningsarmaturer, et ventilationsanlæg og et solcelleanlæg.

Solcelleanlægget kommer til at bestå af 432 paneler, der leveres af Solcellekonsulenten. Anlægget forventes at producere 114.000 kWh per år.

Givskud Elforretning har udskiftet 129 lysstofrør med 129 LED-rør.

De gamle varmepumper er blevet skiftet ud til tre styk Panasonic Luft/vand monoblock type T-cap 16 KW.

Det gamle oliefyr hos odderne er blevet skiftet ud med nye varmepumper: 3 styk Panasonic Split luft/vand varmepumpe model T-CAP 16 kw. Indenfor bliver der hængt 2 styk Panasonic luft/vand hydrobox T-cap 16 KW og opstillet 1 styk Panasonic all-in one tank.

Der er også installeret et ventilationsanlæg i girafstaldene. 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.089