Solcelleanlæg med vindturbiner snurrer lystigt i Grønland
Grønland kæmper for en mere bæredygtig energiforsyning og et nyt hybridanlæg installeret højt mod nord skal være med til at finde ud af, hvordan man kan sikre bæredygtig energi i et arktisk klima.
Se med Anlægget har kørt siden juli måned. Her kan du se videoen om tilblivelsen af anlægget: |
Bliver forsøget i bygden Igaliku med et 670 kvadratmeter stort solcelleanlæg, der står på jorden, med 67 vindturbiner ovenpå en succes, er det planen, at yderligere 60 til 65 anlæg skal bygges. Og det kan få stor betydning for Grønlands økonomi og energiforbrug, fortæller teamleder hos Lemvigh-Müller Lars Thode, som blandet har været med til at beregne anlæggets størrelse.
- Ud over billigere el vil det alt andet lige være til gavn for miljøet, at der bruges mindre diesel, og at der skal transporteres mindre oliebaseret brændstof. Samtidig vil det betyde mindre vedligeholdelse af dieselanlæg, som vil blive aflastet en stor del af året. Det er positivt på flere områder, siger Lars Thode.
Halvt så meget olie
Det er forsyningsselskabet Nukissiorfiit, som står bag forsøget. Selskabets forventning er, at hybridanlægget ved at kombinere sol, vind og en batteribank vil kunne halvere bygdens årlige dieselforbrug, som er på omkring 55.000 liter, og forlænge levetiden for dieselgeneratoren, som stadig skal bruges, når der hverken er sol eller vind, og batterierne er tømt.
Nukissiorfiit regner med, at anlægget i hele perioden fra tidlig forår til sen efterår kan producere en væsentlig del af energien fra sol eller vind.
Som det er nu, får de fleste byer og bygder elektricitet fra dieseldrevne el- og kraftværker. På grund af manglende infrastruktur er det nødvendigt at sejle brændstof til mange bygder i Grønland. Konsekvensen er, at en kilowatt-time kan koste ca. dobbelt så meget, som man betaler for eksempel i Danmark.
Særligt vindstærke solceller
På grund af det barske klima omkring bygden har det været nødvendigt med et anlæg, der kan modstå kraftig vind, helt op til 60 meter i sekundet eller omkring 215 km/t, fortæller Lars Thode.
- Der er nogle helt unikke vindforhold, så vi har designet og sammensat anlægget, så det kan modstå dobbelt så høj vindhastighed som orkan og med en levetid på 25 år, siger Lars Thode.
Hybridanlægget blev sat i drift i juli 2017, men det er endnu for tidligt at sige, om projektet bliver en succes. Det ved man først, når anlægget har kørt i mindst et år.
Lars Thode fortæller dog, at foreløbige målinger viser, at ydelsen fra anlæggets solcelle-del allerede ligger over det, som projektets beregninger lovede.