23948sdkhjf

Ny dansk energibørs for træflis ser dagens lys

Træflis til kraftvarme- og varmeværker kan snart handles på en dansk energibørs på samme måde som el- og gas handles på energibørser overalt i Europa - eksempelvis den nordiske el børs.

Fra primo 2018 vil det nemlig være muligt for de danske el- og varmeværker at handle bæredygtig træflis på energibørsen BiomassPool.

Det er ud fra et ønske fra markedsaktørerne, at Kenneth Lykkedal har etableret den nye energibørs.

Flere værker efterlyser et mere velfungerende og transparent marked, som de er vant til fra el- og gasmarkederne. Samtidig er der fra værkernes side et stort behov for at gøre det mere enkelt at leve op til branchens krav om sikring af bæredygtig biomasse.

- En organiseret markedsplads med standardiserede vilkår og produkter vil gøre det mere enkelt for aktørerne at gennemføre handler på forskellige kontrakt perioder og produkter, og i sidste ende opnå den rigtige markedspris på flis, skriver Kenneth Lykkedal i en meddelelse.

Hvordan fungerer det?
På BiomassPool matches køb- og salgsbud fra værker og leverandører i energibørsens handelssystem efter de samme principper, som på el- og gasbørserne.

På energibørsen prissættes både selve produktet flis samt transportomkostningen. Det betyder at den pris, køber og sælger ender op med i en kontrakt, er én samlet pris for flis leveret til det enkelte værk.

- Det bliver muligt at handle forskellige produkt kvaliteter af flis. Kontrakterne vil også have varierende længde fra uge-, måneds-, kvartals- og op til års kontrakter, lyder det fra selskabet.

Børsen har én ugentlig handelsdag, hvor alle kontrakttyper handles. Al handel foregår anonymt indtil køber og sælger er matchet på en kontrakt.

BiomassPool har indgået en licensaftale med den baltiske biomasse børs - BaltPool – som indebærer, at BaltPool stiller sin handelsplatform til rådighed for den danske energibørs.

Sikring af bæredygtig biomasse
Brancheaftalen indgået mellem Dansk Energi og Dansk Fjernvarme fra juni 2016 stiller stigende krav til de danske værker om sikring af bæredygtig biomasse.

Alle værker er pålagt at sikre bæredygtig flis med stigende krav år-for-år. Dernæst er de mellemstore og større værker forpligtet til at levere dokumentation for og rapportere, at de rent faktisk indkøber bæredygtig flis som brændsel.

BiomassPool har i samarbejde med virksomheden NEPCon fået implementeret kravene og standarderne fra den danske brancheaftale på energibørsen.

- Det skal være det nemt for værkerne at sikre, at de lever op til branchens krav om bæredygtighed, lyder det i meddelelsen.

Fakta

BiomassPool er etableret af Kenneth Lykkedal sammen med to øvrige investorer – alle med baggrund i energibranchen.

Den litauiske samarbejdspartner - BaltPool - er primært ejet af den litauiske systemoperatør (TSO) og har drevet energibørs for handel med træ flis og træpiller i Litauen siden 2012

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078