Flonidan tromler videre efter suverænt år
- Kort fortalt har det været et suverænt år og vi forventer samme positive tendens i det kommende år.
Sådan lyder det fra Islandsvej 29 i Horsens, hvor gasmålerproducenten Flonidan huserer.
Det seneste regnskab, der strækker sig over perioden 1. oktober 2016 til 30. september 2017, afslører, at både bruttofortjeneste og årets resultat har taget et gevaldigt spring opad – ligesom omsætningen næsten er tredoblet.
- Omsætningen er præcis 2,8 gange større end året før, fortæller Lis Muusmann fra Flonidan.
Omsætningstal afsløres ikke, men bruttoresultatet ender i 2016/2017 på 70,9 mio. kr. mod 25,5 mio. kr. sidste år, og årets resultat er gået fra negative 4,2 mio. kr. til 23,9 mio. kr. i overskud.
Væksten hentes ikke i Danmark
Væksten i det forgangne år kommer primært fra England, hvor markedet for Flonidans vedkommende nu er næsten lige så stort som i Holland.
- Markedet for smarte gasmålere i Danmark er forsvindende for ikke at sige 0. Regeringens politik er, at i 2030 skal halvdelen af al energiforbrug dækkes af vedvarende energi og i 2050 skal Danmark være CO2-neutralt. Dermed er gas som fossilt brændstof i gang med at blive udfaset. Man forudser, at man fortsat vil anvende gas til industrier, transport og dækning af peak loads og biogas kan komme til at få indflydelse, men naturgas, som vi primært har været inde over, udfases langsomt, så det er ikke i Danmark, at vi forventer omsætning, fortæller Lis Muusmann.
Den omsætning Flonidan henter i Danmark er næsten udelukkende på vandmålere, hvor selskabet forhandler Itron.
Forventer yderligere vækst
Flonidans ledelse betragter resultatet som værende tilfredsstillende og forventer signifikant vækst i både omsætning og resultat i de kommende år.
Både omsætning og overskud ventes nemlig øget med 20-25 procent i 2017/2018.
- Der forventes fortsat vækst i Holland og England, men derudover er det fjernere liggende lande som Mellemøsten og Tyrkiet, som forventes at trække i de kommende år, oplyser Lis Muusmann.
mio. kr. | 2016/2017 | 2015/2016 |
---|---|---|
Bruttofortjeneste | 70,9 | 27,5 |
Resultat af primær drift | 30,5 | -4,0 |
Årets resultat | 23,9 | -4,2 |
Balancesum | 166,2 | 99,7 |
Egenkapital | 60,7 | 36,7 |
Antal ansatte | 53 | 46 |
Regnskabsåret blev afsluttet 30. september 2017 |