23948sdkhjf

Arbejdet med Kriegers Flak træder ind i næste fase

Gravitationsfundamenter på henholdsvis 8.000 og 10.000 ton er på vej til Danmark.

Arbejdet med havvindmølleparken Kriegers Flak er ved at gå ind i næste fase, hvor der skal installeres fundamenter til transformerstationerne, der skal opsamle den grønne strøm fra havvindmøllerne og sende den i land.

- Fundamenterne produceres i Belgien, og i disse timer er fundamenterne på vej til Danmark og befinder sig ud for Hollands kyst. Vi forventer, at prammen med fundamenterne lægger til kaj i Køge omkring 15. januar, hvorefter fundamenterne skal installeres når vejret tillader det, fortæller Jens Christian Hygebjerg, chefprojektleder i Energinet med erfaring også fra arbejdet med ilandføringen ved Anholt havvindmøllepark.

Fundamenterne, der vejer henholdsvis 8000 og 10.000 ton, kan flyde og skal efter planen bugseres på plads på Kriegers Flak af en slæbebåd, hvorefter de først fyldes med vand og sidenhen sten. I den tidlige sommer forventer Energinet, at de to transformerstationer med en kapacitet på hhv. 200 MW (vest) og 400 MW (øst) vil blive installeret og sidenhen tilsluttet til de søkabler, der allerede er udlagt på havbunden fra Rødvig og ud til flakket.

På grund af designet af Kriegers Flak havvindmøllepark, har Energinet.dk fra start satset på to transformerstationer i stedet for én stor, og med god grund, forklarer Jens Christian Hygebjerg

- Vi laver to transformerstationer fordi Kriegers Flak havvindmøllepark er opdelt i to områder, da der er udlagt et stort råstofindvindingsområde midt på flakket, der skal bruges til byggeriet af Femern forbindelsen. Ved at lave to transformerstationer reduceres strømtabet inde i parken inden strømmen sendes i land ved Rødvig.

Vindstrøm får fortrinsret
Som noget nyt og unikt skal Kriegers Flak kunne sende strøm til både Danmark og Tyskland, og samtidig skal parkens transformerstationer og to søkabler kobles sammen med parkerne Baltic 1 og Baltic 2 på 48 og 288 MW. Begge parker står i den tyske del af Østersøen.

- På det tidspunkt, hvor vi traf investeringsbeslutningen for ilandføringen, var det uklart om anlægget skulle kobles til Tyskland. Ilandføringen kan derfor fungere både med og uden forbindelsen til Tyskland og udfordringen bliver at styre forbindelsen rent elektrisk. Strømproduktionen på parkerne har fortrinsret til netkapaciteten i kablerne, men ideen er, at ledig kapacitet frigives til elmarkedet, der så kan handle på tværs af landegrænserne med den begrænsning på kapaciteten, der nu vil være på grund af produktionen fra havvindmøllerne i de tre parker, siger Jens Christian Hygebjerg.

I alt vil netkapaciteten mellem Danmark og Tyskland blive fordelt med 600 MW fra Kriegers Flak til Danmark og med 400 MW til Tyskland. Salget af strømmen vil blive dikteret af markedet, forklarer Jens Christian Hygebjerg.

- Det vil være markedsprisen, der bestemmer retningen for strømmen indenfor den begrænsning der er i selve kablerne. Derfor kan den samlede produktion fra de tre parker på henved 1.000 MW ikke sendes til Tyskland eller Danmark alene, selvom strømmen er mest værd der.

Energinet forventer at der 1. januar 2019 vil være hul igennem for fuld kommerciel drift på kablerne. I takt med at Vattenfall nettilslutter havvindmøllerne på Kriegers Flak vil disse også begynde at sende strøm ind på elnettet med fortrinsret.

Intet behov for servicehavn
Energinet.dk forventer at bruge Rødvig Havn i installationsfasen, mens der ikke er truffet beslutning om en decideret servicehavn.

- Der er ikke truffet beslutning om en servicehavn, da behovet for service på vores to transformerstationer vil være begrænset. Vi forventer, at vi én gang om måneden vil skulle ud på transformerplatformene og der vil vi typisk flyve derud i helikopter, afslutter Jens Christian Hygebjerg. 

Kilde: Vindmølleindustrien

Artiklen er en del af temaet Kriegers Flak.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.13