Energiselskab går ind på delebilsmarkedet
Energiselskabet Aura føjer nu endnu et element til sin portefølje ved at gå ind i det voksende delebilsmarked - i første omgang i Århus-området. Konceptet kommer til at hedde Aura Delebiler. Det skriver selskabet i en pressemeddelelse.
- Energivenlige delebiler har et kæmpe potentiale. Vi ser ind i en fremtid, hvor deleøkonomien kommer til at fylde mere og mere. Samtidig har vi i for eksempel Århus en udfordring med det stigende antal biler på vejene og mangel på p-pladser. Det er årsagen til, at vi nu gerne vil være med til at udbrede delebilskonceptet, siger Carsten Höegh Christiansen, administrerende direktør i Aura Energi.
Ambitionen med Aura Delebiler er at give mange flere østjyder nem adgang til en delebil. Delebilsordningen bliver drevet i samarbejde med delebilstjenesten Tadaa, som har alt fra software til service på plads.