23948sdkhjf

Analyse: Biogas kan skabe op til 20.000 jobs

Eksportpotentialet i dansk biogasteknologi anslås at være på 16 milliarder kroner.

Det værste, der kan ske for eksporten af dansk biogasteknologi, er en vækst på 100 pct. frem mod 2035. Går det over al forventning med eksporten kan det i stedet blive til en vækst på 900 pct. og 20.000 danske arbejdspladser mod de ca. 2.000, der i dag er beskæftiget i branchen.

Samtidig anslås eksportpotentialet at være på omkring 16 milliarder kroner.

Det er scenarierne i en analyse fra konsulentbureauet Damvad Analytics, der har gennemgået branchen, dansk forskning på området samt den internationale udvikling, skriver erhvervsmediet DIBusiness.dk

- Vores analyse er baseret på viden om de generelle forventninger til eksport af energiteknologi, samt udviklingen i Danmark, hvor biogas udgør en konstant stigende del af gassen i gasnettet. I vores vurdering af eksportpotentialet har vi taget udgangspunkt i forskellige scenarier for, hvad det kan give Danmark, hvis andre lande følger samme udvikling, og hvis danske virksomheder kan fastholde markedsandelen, siger managing partner Kristian Mørk Puggaard, Damvad.

Danmark fører an på forskning
Det er der god basis for at tro. Ifølge analysen forventes mængden af biogas i gasnettene i Danmark, Belgien, Frankrig, Holland, Schweiz, Sverige og Tyskland at stige fra 11 TWh i dag til 17 TWh i 2020. Det sidste tal svarer til ca. 1 million husstandes forbrug af varme og varmt vand.

- Frankrig har en ambition om, at landets gasforbrug i 2050 skal være 100 pct. baseret på biogas. De er samtidig et oplagt eksportmarked, fordi de også har en stærk fødevaresektor, der kan levere den volumen i biomasse, der skal til, forklarer Kristian Mørk Puggaard.

Han påpeger, at Danmark har en international førerposition indenfor biogas, der bør kunne give betydeligt afkast i form af øget eksport.

- Verdens største biogasanlæg er under opførsel i Danmark, og det viser noget af styrken. Dertil kommer, at dansk forskning på området har meget høj kvalitet sammenlignet med andre lande, og den viden, det kaster af sig, bør kunne føre til, at dansk teknologi fortsat kan have en høj markedsandel i verden, siger Kristian Mørk Puggaard.

Nye ejere forventer eksportvækst
En af de virksomheder, der ser frem til at udnytte det store eksportpotentiale er fynske Nature Energy. Virksomheden var indtil for nylig ejet at syv fynske kommuner men hovedparten af aktiviteterne blev i december solgt til udenlandske investorer, der har forventninger om stor eksportvækst.

- Foreløbig har vi ingen eksport. Men investorerne er sat i udsigt, at det skal ske, og vi er i gang med at afdække mulighederne for eksport til især Vesteuropa, USA og andre steder, der i forvejen har et stort gasforbrug, har adgang til store mængder biomasse, og hvor ambitionen er at sænke eller fjerne afhængigheden af fossil gas, siger adm. direktør Ole Hvelplund.

Han påpeger, at Danmark er langt fremme med udviklingen af højteknologiske anlæg med højt energibytte, meget få lugtgener og gode muligheder for at udnytte restproduktet fra forgasningen til gødskning.

- Vi samarbejder desuden med underleverandører, der hele tiden bliver bedre til at sortere organisk affald fra det uorganiske. Blandt andet får vi usolgt organisk materiale fra detailhandelen, hvor et sorteringsanlæg skiller emballage og andre uønskede elementer fra det organiske materiale. I takt med at de teknologier bliver udviklet, vil det være en ekstra salgsparameter for nøglefærdige biogasanlæg, siger Ole Hvelplund.

Store klimagevinster med biogas
For Danmark har bioforgasning desuden den væsentlige fordel, at den kan bidrage til at sænke udledningen af klimagasser fra landbruget. Når gylle kommer gennem et biogasanlæg reduceres udledningen af metangasser nemlig med 41 pct.

- Landbruget i Danmark står for ca. en tredjedel af udledningen af klimagasser fra den ikke-kvotebelagte sektor, og EU har stillet reduktionskrav til sektoren. Derfor er biogasanlæg en oplagt metode til at opnå nogle af de klimakrav, der er udsigt til på området, siger sekretariatsleder Michael Persson, DI Bioenergi.

Han påpeger, at Danmark har en betydelig klynge af teknologivirksomheder inden for biogas, som gennem de erfaringer og udviklinger, man har gjort herhjemme, har et stærkt udgangspunkt på eksportmarkederne.

- Kort sagt har vi udsigt til et eksporteventyr af dimensioner, hvis vi formår at fastholde og udbygge vores førerposition på området, siger Michael Persson til DIBusiness.dk

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.133