23948sdkhjf

Solcelleforening: Vi troede en aftale var en aftale

Puljen til teknologineutrale udbud er blevet mindre. Uheldigt, lyder det fra Dansk Solcelleforening.

I efteråret 2017 indgik Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) og Dansk Folkeparti en aftale om offentlig støtte til vedvarende energi. Aftalen skulle sikre, at sol og vind skulle konkurrere lige, for at sikre så lav en pris som muligt.

Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt udtalte i den forbindelse:

- Der bliver skrevet energipolitisk Danmarkshistorie med den her aftale.

Så vidt så godt.

I sidste uge kom det så frem, at Regeringen sammen med Dansk Folkeparti har oprettet en særpulje til nye testvindmøller i 2018 og 2019. En pulje på 200 millioner kroner – penge, som tages ud af den samlede pulje til de teknologineutrale udbud.

Lige så tilfreds og glad Dansk Solcelleforening var for den første aftale, lige så frustreret og skuffet er man over den senest indgåede aftale.

- Det er meget uheldigt at man begynder at plukke i midlerne. For alt andet lige, så går der midler fra det samlede udbud, hvor det var lagt op til, at vi skulle konkurrere om det, siger Flemming Vejby Kristensen, formand for Dansk Solcelleforening til Energy Supply.

Han påpeger, at den nye aftale giver to problemer. Dels at midlerne overføres fra den aftale, der for få måneder siden blev indgået fra en pulje, der allerede var ganske begrænset og dels vil tilskuddene til testvindmøller skævvride hele den teknologineutrale udbudsmodel, når vindmøller får et ekstratilskud til finansiering af deres teknologi.

Kære minister
I et åbent brev til Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt lufter Dansk Solcelleforening sin frustration.

Et springende punkt for foreningen er at mange af virksomhederne i solenergi-branchen har brugt store beløb på at udvikle projekter, indgå aftaler om jordleje og få godkendt lokalplaner – alt sammen i den tro at en aftale er en aftale.

- Der er brugt mange ressourcer, og man har udviklet på projekter og kan så nu konstatere, at der det mindre at konkurrere om. Som minimum burde finansieringen af testvindmøller først tages fra 2019-udbuddet, hvor man endnu ikke er gået i gang med planlægningsarbejdet, siger Flemming Vejby Kristensen.

Han understreger endvidere, at den nye pulje til testvindmøller er et hårdt slag i en branche, der i forvejen er presset efter års stop-and-go-politik, hvor tæppet under solenergibranchen den ene gang efter den anden har fået tæppet revet væk under sig.

På lige vilkår
I brevet til ministeren efterlyser Dansk Solcelleforening lige vilkår.

Når der afsættes midler til testvindmøller, bør der også gennemføres testopstillinger af solcelleparker, da der – på samme måde som for vindmøller - er behov for at afprøve de mange nye muligheder indenfor solcelleteknologien, der lanceres i disse år, skriver foreningen.

Foreningen anbefaler desuden, at der også indføres en forsøgspulje i forbindelse med det teknologispecifikke udbud .Specielt er der behov for at sikre opbygningen af danske kompetencer inden for bygningsintegrerede solceller.

Kræver flere teknologier
Flemming Vejby kristensen og Dansk Solcelleforening slår selvfølgelig et slag for solenergien. Og det gør man af en helt enkel årsag.

- Solenergien har vist sig at være konkurrencedygtig og den vil inden for en årrække være den billigeste energiform vi har. Der er et kæmpe potentiale for solenergiindustrien både med arbejdspladser og eksport. Det er uheldigt, hvis Danmark skriver sig ud af den konkurrence, siger Flemming vejby Kristensen.

Men når det så er sagt, så er han helt på det rene med, at solenergien hverken kan eller skal stå alene.

- Hvis vi skal have den perfekte grønne omstilling, så skal vi have flere vedvarende energiteknologier i spil. Det er vi nødt til, hvis det skal blive en succes, siger Flemming Vejby Kristensen.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109