23948sdkhjf

Dansk forskning skal sikre lokal udvikling i grønne energiprojekter

Megaprojekter leverer miljøvenlig strøm i flere og flere i udviklingslande, men hvordan sikrer man, at grøn energi bidrager til en bæredygtig udvikling?

Med støtte fra Danida skal et nyt dansk forskningsprojekt se nærmere på konsekvenserne for den lokale udvikling, når der investeres i store grønne energiprojekter.

Prisen på grøn energi er faldet så meget i Sydafrika, at den nu kan konkurrere med kulkraftværkerne i landet. Samtidig har staten drastisk ændret, hvordan sol- og vindenergi bliver indkøbt, så der er kommet fokus på udvikling af lokal industri og lokalsamfund.

- Priserne på vedvarende energi er faldet stabilt i Sydafrika, men vi er stadig ikke sikre på, hvad virkningerne af de enorme investeringer er i et udviklingsperspektiv, siger seniorforsker hos UNEP DTU Partnership Ivan Nygaard om baggrunden for projektet.

UNEP DTU Partnership, et samarbejde mellem FN's miljøprogram, DTU og Udenrigsministeriet, står for projektet i samarbejde med Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) og samarbejdspartnere i Danmark og Sydafrika.

Grønne projekter i problemer
Mikkel Funder, seniorforsker på DIIS, er en af de danske forskere som er med i projektet. Han påpeger, at det er vigtigt at forske i, hvordan man kan bygge store solcelle- og vindmølleparker, så både befolkningen, klimaet og de private producenter og investorer bliver tilgodeset.

- Efterhånden som vedvarende energi vinder frem ser vi, at ellers udmærkede 'grønne' energiprojekter i stigende grad løber ind i alvorlige konflikter eller ligefrem skaber negativ lokal udvikling, fordi projekterne ikke gavner nærområderne, siger Mikkel Funder.

Forskningsprojektet, Tendering Sustainable Energy Transitions, vil derfor se nærmere på, hvordan privatsektoren arbejder sammen med lokalbefolkning og kommuner i forbindelse med produktionen af vindenergi i Sydafrika.

Håbet er at den danskledede forskning kan at øge kendskabet til, hvordan en overgang til bæredygtig energi i udviklingslande kan gennemføres under hensyn til udvikling af lokalsamfund og lokale industrier.

Vedvarende energi der kommer alle til gode
De seneste par år har store solcelle- og vindprojekter spredt sig på det afrikanske kontinent. Men udbredelsen af vedvarende energi, på et kontinent hvor millioner lever uden adgang til strøm, er flere steder blevet kritiseret for ikke i tilstrækkelig grad at komme lokalbefolkningen til gode.

I Sydafrika har man gennem det såkaldte REIPPPP program (Renewable Energy Independent Power Producers Procurement Programme) udliciteret produktionen af vedvarende energi til private leverandører, der ikke blot konkurrerer på prisen, men også på hvordan de kan bidrage til lokal udvikling. Det gælder både industriel udvikling og jobskabelse, men også socioøkonomiske udviklingsprojekter inden for uddannelse, sundhed og infrastruktur.

Indtil nu er over 4.000 MW vedvarende energi blevet installeret på tværs af 102 projekter under REIPPPP til en samlet investering på omkring 15 mia. dollars. Til sammenligning nævner Ivan Nygaard, at der i hele Danmark er installeret vindkraft med en samlet kapacitet på 5.000 MW.

Gennem REIPPPP er prisen på vedvarende energi faldet til niveauer tæt på prisen på kulproduceret strøm. Programmets bidrag til at begrænse brugen af kul i energiforsyningen er veldokumenteret, men udviklingsresultaterne af nye interaktioner mellem investorer, industrier, samfund og regering er stadig dårligt belyst.

En analyse af disse forhold vil kunne vise sig nyttig for andre lande på vej mod mere bæredygtig energi både i Afrika syd for Sahara og globalt.

Ifølge Mikkel Funder er beslutningsprocesserne et af de steder hvor det ofte går anderledes end planlagt i større energiprojekter.

- Derfor er det vigtigt at lære af erfaringerne fra det sydafrikanske program og finde ud af hvilke modeller for samarbejde, der virker bedst. Forskningsmæssigt er det også vigtigt at forstå, hvordan nye fora og beslutningsprocesser udvikler sig rundt om de vedvarende energiformer, efterhånden som de udbredes, siger han.

Fremtidens produktion af vedvarende energi
Danida har gennem Fonden For Udviklingsforskning (FFU) valgt at finansiere forskningsprojektet. Sammen med DTU System Analysis, DTU Wind Systems og Stellenbosch University og University of Cape Town i Sydafrika vil UNEP DTU Partnership og DIIS se på den markedsbaserede udvikling af grøn energi, og hvordan den lokale udvikling kan prioriteres og sikres i udbudsordninger.

Offentlige institutioner, internationale teknologileverandører, industrieksperter, universiteter, kommuner, ngo'er og lokalsamfundsgrupper vil være involveret i forskningen, og Ivan Nygaard mener, at udfaldet ikke kun vil kunne udbygge den allerede eksisterende danske ekspertise inden for området, men være med til at skabe bedre indkøbsordninger for vedvarende energi.

- Resultatet af vores forskning vil være værdifuld indsigt, der kan bruges både til akademiske formål og af politiske beslutningstagere i Afrika og i resten af verden. Specielt når det drejer sig om at designe rammebetingelser for udbredelse af vedvarende energi, som kan skabe arbejdspladser og lokal industriudvikling i Afrika, siger Mikkel Funder.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094