Amagerforbrænding bygger anlæg til 3,5 milliarder
Amagerforbrændings nye affaldsbehandlingscenter er både 20 procent mere effektivt, og samtidig tilbyder borgerne adgang til en skibakke på selve anlægget.
- Det er et fantastisk forslag, og fordi vi bygger stort, er det oplagt, at udnytte højden, så det ikke bare bliver en kolos, men gennemtænkt, siger en begejstret direktør i Amagerforbrænding, Ulla Röttger.
Første spadestik til det 3,5 mia. kr. dyre byggeri tages i foråret 2012, og anlægget står færdigt i foråret 2016. Den første ovnlinje idriftsættes i slutningen af 2015 og anden ovnlinje i starten af 2016.
Byggeri brander teknologi
Affaldsbehandlingscentret bliver mere miljørigtigt og mere energieffektivt, idet det udvinder 20 procent mere energi per ton affald. Dermed bidrager anlægget med en årlig CO2-reduktion på 50-60.000 ton, helt i tråd med den nationale målsætning om, at Danmark bliver et fossil-frit samfund og Københavns vision om at være Co2-neutral hovedstad i 2025.
Amagerforbrændings nye affaldsbehandlingscenter kommer ikke kun Københavns borgere til gode:
- Med det her unikke byggeri kan vi ’brande’ vores viden og teknologi i Danmark og fortælle hele verden, alt det vi kan på miljø og energi-området, siger Ulla Röttger.
Nyt københavnsk vartegn
BIG-Bjarke Ingels Group vandt arkitektkonkurrencen foran 35 andre danske og internationale arkitektfirmaer. Ud over de store miljøfordele skal det usædvanlige byggeri også være en integreret del af byrummet. Blandt andet med en over 1.000 meter lang skibakke anlæggets top.
- Vi lever sammen med byen og får her en arkitektur, som understreger netop det – og at vi faktisk leverer noget tilbage til byen, som kan bruges, og som er flot. Man kommer til at kunne løbe på bygningen, cykle på den – ja, stå på ski på den. Der er rigtig mange muligheder, siger Ulla Röttger.
Og netop de mange anvendelsesmuligheder har været et centralt aspekt udviklingen af projektet.
- Et fra-affald-til-kraftvarmeværk med en skibakke på taget er et klokkerent eksempel på en by og en bygning, som er både økologisk, økonomisk og socialt bæredygtig, Bjarke Ingels, Stifter og Partner i BIG-Bjarke Ingels Group.