23948sdkhjf

Flere boligejere vil producere egen strøm

Forhandlere af husstandsvindmøller oplever stigende efterspørgsel efter husstandsvindmøller, som kan dække store dele af husets strømforbrug.
Danske husejere får i stigende grad øjnene op for fordelene ved at være indehaver af en husstandsvindmølle:

– Vi har fået rigtig mange henvendelser fra danske boligejere på de messer, vi har været på i årets løb. Interessen er overvældende. Det skyldes selvfølgelig et ønske hos danskerne om at spare på strømmen, der bliver dyrere og dyrere. Men i anden række fordi de også gerne vil gøre noget godt for miljøet, siger direktør og partner i Build a Mill, Jan Thiemer-Andersen, til tekniq.dk.

Markedspotentiale på 12.500 møller
Ved udgangen af 2010 fandtes der 194 af de små vindmøller i Danmark. Hos Build a Mill, som sælger husstandsvindmøller, er vurderingen dog, at der er potentialet for at opstille 12.500 af slagsen landet over.

En husstandsvindmølle kan producerer op mod 50% af en husstands strømforbrug, og prisen på ca. 30.000 kr. er også overkommelig for mange.

Til gengæld er krav til støjniveau, hvorvidt opstillingen er i overensstemmelse med lokalplanen, bygningsreglementet og VVM en hindring, og Jan Thiemer-Andersen vurderer, at de danske kommuner har nogle hundrede ansøgninger om husstandsvindmøller liggende.

Langsom sagsbehandling koster arbejdspladser
I Nordjylland oplever elinstallatørvirksomheden Niels Chr. Pinholt særlig stor interesse. Med 2-3 henvendelser om ugen har virksomheden 650 henvendelser liggende. Behandling af sagerne er også her den store udfordring:

– I april sendte vi de første ansøgninger til kommunen. 40 i alt. Først nu har vi fået svar på den første. Blandt andet fordi kommunerne i området: Lemvig, Struer, Sydthy, Vemb og Ulfborg kommuner, ville mødes og finde fælles retningslinjer. Det har indtil videre resulteret i et afslag på den første ansøgning. Lemvig Kommune vurderede, at afstanden ind til naboen på 60 til 70 meter ikke var nok, siger indehaver af Niels Chr. Pinholt, Claus Pinholt, som uddyber:

– Hvis kommunens første afgørelse bliver gældende, så vil ni ud af ti af de kunder, vi har fået forespørgsler fra, ikke kunne få en husstandsvindmølle. Så er det kun dem, der har landejendomme, som vil få muligheden. Det kan undre, at man på den ene side har som mål, at Danmark skal være fri af fossile brændsler, men på den anden side gør det så vanskeligt for den enkelte boligejer at få lov til at producere sin egen, grønne strøm ved at opstille en vindmølle. Efterspørgslen er jo til stede, kan vi se. Og i virkeligheden kunne vi have haft to mand beskæftiget med det her. I stedet sker der ingenting.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093