23948sdkhjf

Nature Energy slutter af med manér

Ny bestyrelsesformand skal styre slagets gang under nyt ejerskab

Energikoncernen Nature Energy har netop leveret sit sidste regnskab for virksomheden med kommunalt ejerskab.

Fra og med indeværende regnskabsår bliver det i regi af investeringsselskaberne Pioneer Point Partners og Davidson Kempner samt det danske pensionsselskab Sampension, der aflægges årsrapport. 

Fin form
Det samlede resultat for koncernen er på 70 mio. kr. før skat og 46 mio. kr. efter skat. Resultatet er meget tilfredsstillende, vurderer bestyrelsesformand Jens Otto Dalhøj. 

- Vi overleverer et selskab i fin form til de nye ejere. For 10 år siden havde virksomheden store underskud, og i dag kan vi – præcis som i de seneste år – præsentere et tilfredsstillende overskud. Som bestyrelsesformand har det været en fornøjelse at være med på den rejse, siger Jens Otto Dalhøj.

Underskud på biogassen
Nettoomsætningen er på 1.077 millioner kr. Det er en stigning på 195 mio. kr. i forhold til sidste år. Stigningen skyldes hovedsageligt en større omsætning fra biogas.

Ikke desto mindre følger biogas-bundlinjen ikke helt med. 

- Årets resultat skyldes et positivt resultat i distributions- og markedsforretningen, men desværre har biogasforretningen igen givet et underskud. Udviklingen går dog i den rigtige retning, da vores biogasanlæg i 2017 har realiseret den forventede mængde. Omkostningerne skal dog fortsat reduceres, og vi tror på, at forretningsområdet på et tidspunkt vil give overskud, siger Ole Hvelplund, adm. direktør i Nature Energy.

Energikoncernen Nature Energy omdannede i 2017 mere end 1 mio. ton husdyrgødning og organiske restprodukter til 37,4 mio. m3 grøn gas. Samtidig steg antallet af privatkunder med 2,4 pct., så Nature Energy nu leverer energi til mere end 60.000 husstande i hele Danmark.

Ny bestyrelsesformand
Den 22. december 2017 besluttede NGF Nature Energy Holding A/S at acceptere et købstilbud fra et konsortium bestående af blandt andre det Londonbaserede selskab Pioneer Point Partners.

Handlen blev gennemført den 14. marts 2018, og betyder, at ejerskabet af NGF Nature Energy Biogas A/S samt NGF Nature Energy A/S er skiftet. Det betyder at Nature Energy ikke længere er kommunalt-ejet, hvorfor det har været nødvendigt at skifte ud på formandsposten.

Jens Otte Dalhøj var udpeget af Nordfyns Kommune, men i og med at selskabet ikke længere er på kommunale hænder, må han forlade posten – i fred og fordragelighed.

I hans sted er trådt Peter Gæmelke, der indtil for nylig var bestyrelsesformand for Nature Energy Biogas. Nu er Peter Gæmelke sat ind som bestyrelsesformand for hele Nature Energy-butikken.

Salg til Energinet

Nature Energy besluttede ligeledes den 22. december 2017 at sælge NGF Nature Energy Distribution A/S til det statsejede selskab Energinet.

Den endelige godkendelse af salget afventer godkendelse fra konkurrencemyndighederne.

Ejerskabet vedr. gasnettet forventes at skifte senest 1. maj 2018.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125