Megamøller ved Varde godkendt
Byrådet i Varde Kommune har godkendt en ny lokalplan, som åbner op for fire kæmpevindmøller i kommunen.
Varde Byråd har sagt god for en ny lokalplan, som indeholder fire kæmpemøller på op til 141 meters højde. Den nye lokalplan giver firmaet Wind 1, som udvikler vindmølleprojekter, mulighed for at opføre fire store møller ved Ounbøl.
- Vi var enige om at bruge god tid til at undersøge det hele meget grundigt, så der ikke er noget at komme efter bagefter. Det har vi gjort, og den tid er givet godt ud, siger formanden for Plan og Teknik, Preben Olesen til JV.dk.
Gener bremser andre møller
Mens vindmøllerne, som kommer til at ligge ved Ounbøl, har fået grønt lys af politikerne, blev planer for tre tilsvarende møller i Blaksmark opgivet. Vurderingen er, at for mange borgere ville blive generet af vindmøllerne.
I høringsfasen for vindmøllerne indsendte borgerne 39 indsigelser med krav om støjgener, afstand til naboer og hensyn til den omkringliggende natur.
Kæmpemøllerne er led i Varde Kommunes målsætning om at få 40% af elforbruget dækket af vindmøllestrøm i 2020.