Konkurrencepotentialet på elmarkedet skal undersøges
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen iværksætter en analyse af elmarkedet for at finde frem til potentialet for øget konkurrence.
Elforbruget vil sandsynligvis stige de kommende år. Da det samtidig kun er omkring én ud af ti husholdninger, der skifter elselskab i dag, er det begrænset hvor mange der aktivt bidrager til konkurrence på elmarkedet og opnår de fordele, det indebærer.
Årsagerne til at så få vælger nyt elselskab, vil analysen kaste lys på
Til leverandørernes og forbrugernes fordel
Formålet med analysen er at bidrage til at skabe mere konkurrence om el-priserne. Blandt andet ved at undersøge hvordan det kan gøres lettere for forbrugerne at skifte leverandør og få et overblik over potentielle besparelser ved et skifte.
Endvidere skal analysen finde frem til, hvordan nye leverandører lettere får adgang til markedet.
Ud over potentialet for og mulighederne ved at skifte elselskab skal ny teknologi og andre forhold, som kan sænke priserne og øge konkurrencen ligeledes undersøges.
Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil gerne høre fra virksomheder, som oplever vanskeligheder på markedet.