23948sdkhjf

Northside kører den ind med øko-bajere og vedvarende energi

Der vil dog være gang i diesel-generatorerne lidt endnu

Når Warpaint, Earl Sweatshirt og Findlay går på scenen på festivalen Northside bliver den en grønnere og mere bæredygtig oplevelse for de tusindvis af festivaldeltagere, der hvert år i juni valfarter til Ådalen i Aarhus til tre dages musik, bajere, bobler og bæredygtighed.

Siden festivalens start i 2015 har det ikke skortet på de grønne hensigter. Både bæredygtighed og økologi har været vægtet særdeles højt.

Økologiske mad- og drikkevarer i boderne; affaldssortering; indsamling og genanvendelse af ølkrus og anvendelse af mere eller mindre organisk nedbrydeligt spiseemballage er blot nogle af de tiltag, der har været sat i værk over årene.

Nu er turen så kommet til strømforsyningen og det tekniske set-up.

Det er nemlig ikke helt lige til at gennemføre en bæredygtig festival, som Northside, der ligger i et område uden strøm nok til at kunne dække festivalens behov.

Grøn strøm til rød scene
Allerede sidste år teamede festivalen op med energiselskabet E.On om etableringen af et stort mobilt solcelleanlæg, der skulle være med til at reducere brugen af de dieselgeneratorer, festivalen hidtil havde kørt på.

Et 150 kvadratmeter stort anlæg på en anhænger, som sættes op på festivalpladsen ved festivalens start og som tages ned igen, når festivalen er slut.

Nu tager selskaberne skridtet videre.

- Det gamle energi-setup er drevet af dieselgeneratorer, som producerer strøm. Samme set-up, som mange andre festivaler bruger, da der oftest ikke er indlagt fast strøm ud til festivalpladsen. Med det nye setup fra E.On forsyner vi to ud af tre musikscener med strøm fra certificeret vindenergi, samt hele indgangsområdet med barer og boder – det svarer til cirka 36 procent af det samlede energiforbrug, fortæller talsmand for Northside John Fogde.

E.On og North side etablerer derfor et nyt koblingsanlæg, som forsynes fra det eksisterende 10kV elnet i Aarhus; opsætter og tilslutter midlertidige transformerstationer med tilhørende fordelings- og sikringsskabe, som forbinder koblingsanlæggene til det lokale og midlertidige elnet på festivalpladsen og etablerer lokalt midlertidigt elnet på festivalpladsen. Derudover vil E.On vil forsyne festivalen med vindenergi fra havvindmølleparken Rødsand II.

Fra 0 til 100
Sidste år nåede den aarhusianske festival efter lanceringen af samarbejdet med E.On og etableringen af solcelleanlægget op på 10 procent grøn strøm - og i år rammer man så 36 procent.

Det fortæller John Fogde, der samtidig kan fortælle, at der stukket en retning ud for, hvordan NorthSide kan ende med at køre på 100 procent grøn energi og som samtidig tager højde for, at NorthSide kun skal afvikles i Ådalen de næste tre år.

- Vi har ambition om at nå 100 procent grøn strøm i 2022. Vi er udfordret af, at festivalens placeringe flyttes i 2021 eller 2022. Det påvirker selvfølgelig tidsplanen, da det endnu ikke er afklaret, hvordan den nye bynære festivalplads kommer til at se ud rent energimæssigt, fortæller John Fogde.

E.On og NorthSide har dog allerede kikkerten rettet mod de næste nye tiltag, der skal bringe festivalen op på de 100 procent."

- Planen fremadrettet er at arbejde med en kombination af energioptimering, lokal energiproduktion, batterier og elbiler. Dertil skal nye energiinnovationer fra blandt andet danske iværksættere hjælpe os med at få NorthSide helt i mål. Vi kom rigtig godt i gang sidste år, og derfor føler vi os godt rustet til at nå de ambitiøse mål både for NorthSide 2018 og de følgende år, siger Lars van Hauen, innovationsdirektør i E.On.

NorthSide 2018 afvikles i dagene 7.-9. juni i Ådalen ved Aarhus.

I videoen kan du få en lille smagsprøve på, hvad det vil sige at være på Northside

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078