23948sdkhjf

Jordvarmen hamres i jorden i Vejle

Tre 18 meter lange energipæle blev onsdag den 2. maj rammet i jorden i det vestlige Vejle, i den nye bydel Ny Rosborg.

Ny Rosborg er en helt ny grøn og resilient bydel, der etableres der, hvor kommunens nuværende genbrugsplads ligger. Bydelen skal skabes fra bunden af, rumme op til  5.000 indbyggere, opføres på en bund af blandt andet 25 års affald og i en gammel ådal med blød undergrund.

Det er her energipælene kommer ind i billedet. De er nemlig en del af et forsøgsprojekt, der skal vise, hvordan man kan kombinere pælefundering og jordvarme set udfra et byudviklingsperspektiv.

Projektet er blevet til i et samarbejde mellem Vejle kommune, VIA University College, Centrum Pæle, der producerer energipælene, og Vølund Varmeteknik, der leverer jordvarme-delen, og Vejle Fjernvarme.

Energipæle i fremtidens forsyning
Ny Rosborg skal anlægges på et areal, hvor man bliver nødt til at pælefundere, når man vil opføre større byggerier, da der er risiko for oversvømmelse. Netop det faktum er kernen i det forsøg, der blev sat i gang med nedramningen af de tre energipæle.

Typiske pæle til pælefundering er lavet af armeret jernbeton. Til forskel er energipæle armerede jernbetonpæle med indstøbte jordvarmeslanger.

Energipæle kan ved hjælp af jordvarmeteknologien udnytte jordens ressourcer effektivt.

- Forventningerne er at få testet, hvilke potentialer der i energipæle som en fremtidig forsyningskilde, forklarer Jakob Østergaard, planlægger i Vejle Kommune.

Understøtter forskning og forsyning
For Via University College er der to årsager til at deltage i projektet.

- Vi finder projektet utroligt spændende, da det understøtter vores forskning inden for jordvarme og hjælper danske firmaers konkurrenceevne inden for grønne løsninger. Endvidere vil projektets resultater blive inddraget i undervisningen, således at fremtidens ingeniører bliver uddannet med den nyeste viden inden for grøn bæredygtig energi, siger programleder, Theis Raaschou Andersen fra VIA University College.

Resultaterne må han dog vente lidt på.

- Vi regner med at måle på pælene i 6-12 måneder, hvor data registreres og analyseres. Herefter regner vi med at kunne præsentere resultaterne, fortæller Jakob Østergaard fra kommunen. 

En lille del af noget større
Projektet med energipælene bliver blot en lille del af det forsøgs- og testmiljø, der skal udgøre Ny Rosborg.

De tre energipæle er placeret i forbindelse med den informationspavillon, hvor man kan se og opleve nye måder at tænke bæredygtig byudvikling på.

Selve pavillonen bliver bygget i løbet af slutningen af maj og starten af juni som en del af et samarbejdsprojekt med Arkitektskolen i Aarhus.

EUDP & 100 Resilient Cities
Projektet Ny Rosborg er støttet af EUDP, der står for Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram og er en offentlig tilskudsordning under Energistyrelsen. Den støtter ny teknologi på energiområdet, som kan bidrage til at indfri Danmarks målsætninger inden for energi og klima. 

Vejle er en del af netværket 100 Resilient Cities. Det betyder at byen har forpligtet sig til at udvikle og dele løsninger på fremtidens udfordringer med byer som Rio de Janeiro, Paris, Rotterdam, Durban, Los Angeles, London og New York.

 

Artiklen er en del af temaet Magasinet Energy Supply.

Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094