Smart Grid-indsatsen kortlægges
Et overblik over de 108 igangværende og planlagte Smart Grid-projekter skal bringe udviklingen af det intelligente elnet videre.
Ved at kortlægge overlap og huller i Smart Grid-indsatsen får energisektoren et vurderingsgrundlag i forhold til omstillingen af energisystemet til det intelligente elsystem, Smart Grid.
- Det er første gang, vi får overblik over, hvilke udfordringer den danske elbranche står over for i arbejdet med det intelligente elsystem, der tegner fremtiden. Og overblikket er fantastisk vigtigt i det fremtidige arbejde, siger Per Lund fra Energinet.dk, formand for Koordinationsudvalget for Fremtidens Elsystem, der står bag rapporten.
Rapporten, der kortlægger de 108 igangværende og planlagte projekter inden for forskning, udvikling og demonstration, er udarbejdet af Dansk Energi og Energinet.dk med en række aktører i ryggen.
- Rapporten er et vigtigt værktøj, der sætter nuværende og kommende forsknings-, udviklings- og demonstrationsprojekter i Danmark på dagsordenen. Politisk fokus på forskning og udvikling er vigtigt ikke mindst set i betragtning af, at vi med denne rapport kan formulere og koordinere den omvæltning til Smart Grid, som hele energisektoren står over for i de kommende år, siger Jørgen S. Christensen, afdelingschef for Dansk Energis forskning og udviklingsafdeling.
Læse rapporten på energinet.dk .