23948sdkhjf

Fynboer konkurs for anden gang på et år

Mindre end et år efter fødslen er anlægsentreprenøren 3K Plus A/S gået konkurs. Selskabet overtog sidste år aktiviteter fra det hedengangne Kamco

Anlægsentreprenøren 3K Plus A/S fra Odense, der sidste år blev stiftet på resterne af det konkursramte Kamco A/S, må dreje nøglen om.

Ejerkredsen bekræfter over for Licitationen - Byggeriets Dagblad, at selskabet er under konkursbehandling.

- Det er dybt sørgeligt, at virksomheden går konkurs. Også fordi det nu er sket to gange inden for kort tid, siger medejer og adm. direktør Michael Mose Andersen.

Han er en del af en trio fra Kamco-tiden, der efter firmaets konkurs i sommer overtog fynske og sjællandske aktiviteter fra boet og videreførte dem i det nye selskab 3K Plus. Men nu lider 3K Plus altså samme skæbne som forgængeren.

Pludselig nedgang
Direktøren fortæller, at forretningen begyndte at køre af sporet før årsskiftet efter at være kommet godt fra start i det første halve år. Nedgangen kom pludseligt og i et omfang, som man havde svært ved at tro på.

- Vi havde en revisor til at gå det efter i sømmene, fordi vi ikke kun forstå, at det skulle være tilfældet, men det viste sig desværre at passe. Efterfølgende forsøgte vi at finde en udvej ved at dele virksomheden op i to eller sælge den i bidder, men det lykkedes ikke.

Michael Mose Andersen begrunder tilbagegangen med manglede indtjening på en række kabelsager, blandt andet på grund af dårlig styring af projekterne. Desuden mistede selskabet en stor kunde, og en hård vinter har også trukket ned.

Vinter gav problemer
Anders Holmstrøm, der sammen med Mose Andersen sidder på 85-90 procent af ejerskabet, fungerede som afdelingsleder på Sjælland. Han fremhæver en hård vinter og manglende ordreindgang som årsag til, at det begyndte at køre skævt i virksomheden før jul.

- Det har næsten stået stille siden november, hvor en forventet kontrakt på Sjælland ikke kom i hus.

3K Plus forventede blandt andet at lande en kabelentreprise på Sjælland, som glippede, da bygherren valgte at samle opgaverne i færre, større entrepriser, der gjorde, at kontrakterne fik en størrelse som 3K Plus ikke kunne håndtere i egenproduktion.

Banker sagde nej
Anders Holmstrøm tilføjer, at det desuden har været sværere at hente yderligere kredit hos bankerne, efter ejerkredsen i 3K Plus gik konkurs med Kamco sidste år.

- Hvis vi skulle med på kontrakterne krævede det, at vi gik ind som underentreprenører i stedet med dårligere dækningsbidrag til følge. Og så er det også svært at låne flere penge, når vi er gået konkurs én gang sidste år. Bankerne ønsker jo at få stillet mere sikkerhed, så man går ikke bare ind og får forhøjet kassekreditten, siger han.

Satte I noget nyt i gang for tidligt?
- Man skulle nok have ventet lidt, til den gamle konkurs havde lagt sig. I dag har jeg nok fortrudt, at vi gjorde det, siger Holmstrøm.

Hverken Michael Mose Andersen eller Anders Holmstrøm har et overblik over underskuddet eller gælden i virksomheden. Da virksomheden var meget ung, nåede den ikke at offentliggøre regnskab. Det er ikke lykkedes for avisen at komme i kontakt med kurator inden deadline. 3K Plus overtog godt 70 ansatte fra Kamco i sommeren 2017, men det er løbende faldet, så omkring 30 timelønnede skulle ud at finde nyt arbejde, da firmaet lukkede ned.

Knudåge Andersen, der har de sidste 10-15 procent af ejerskabet i 3K Plus, har ikke ønsket at kommentere på konkursen og henviser til Holmstrøm og Mose Andersen.

Læs mere om 3K Plus: Ejere af konkursramt entreprenørvirksomhed går hver til sit

3K Plus A/S
  • Anlægsentreprenøren 3K Plus A/S fra Odense, der også havde aktiviteter på Sjælland, blev begæret konkurs den 25. april
  • Selskabet blev stiftet i sommeren 2017 med Michael Mose Andersen, Anders Holmstrøm og Knudåge Andersen som ejere
  • 3K Plus overtog fynske og sjællandske aktiviteter fra kabel- og ledningsentreprenøren Kamco A/S, der kort forinden var begæret konkurs på grund af nogle fejlslagne fjernvarmeprojekter i henholdsvis København og Esbjerg
  • De tre ovennævnte udgjorde også ejerkredsen i Kamco sammen med Hans Peter Buch

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111