23948sdkhjf

Børge lukkede af for dampen i København

Hofor er nu næsten i mål med at skifte dampen ud med varmt vand

Københavnerne kan fejre en vigtig milepæl i det store og teknisk udfordrende projekt med at skifte dampen i hele hovedstadens fjernvarmenet ud med varmt vand.

Siden 1925
Siden 1925 har Københavns fjernvarmesystem sørget for, at alle hovedstadens beboere har varme i radiatorerne og varmt vand i hanerne.

Fra starten var det skoldhed damp på omkring 220 grader, der blev sendt ud i rørene til gavn for de mange industrier, som på det tidspunkt havde produktion i byen.

Den første damp var overskudsvarme fra elproduktionen og blev sendt ud i fjernvarmenettet fra Gothersgade Elværk i 1925.

I går klokken 12.15 kunne Hofor nemlig dreje på den sidste store ventil og sikre, at der nu ikke længere er damp i et eneste fjernvarmerør uden for søerne i bydele som Østerbro og Emdrup.

Æren af at dreje på den store ventil, der sender store dele af det gamle dampnet på pension, havde driftsmedarbejder i Hofor, Børge Nielsen.Han har arbejdet med fjernvarmesystemet i næsten 45 år.

Selve lukningen blev markeret med et arrangement på hjørnet af Gammeltoftsgade og Øster Søgade på Østerbro, hvor ventilen til det store fjernvarmerør under søerne er. Efter der var lukket for rørene, blev dampen lukket ud via en karakteristisk New Yorker skorsten i krydset ved Fredensbro. 

Med lukningen i dag mangler Hofor blot at konvertere damp til vand i Indre By. Her arbejder man allerede på højtryk for at blive færdig til 2021. Fra i dag er der under fire procent af nettet, der er baseret på damp.

Teknisk krævende operation
 I 2021 vil det omfattende konverteringsprojekt være bragt til ende, og hele København overgået til vandbåret fjernvarme. Men det er ikke helt så enkelt at nå i mål med projektet. Det kræver meget mere end at dreje på en ventil.

- Arbejdet med at skifte de mange kilometer fjernvarmerør under byen er en teknisk krævende operation. Vi kan jo ikke bare lukke for dampen i et større område, før vi har lagt nye rør med vandbaseret fjernvarme og sikret, at folk stadig kan tage varme bade og have varme i stuerne, fortæller projektleder for dampkonverteringen af Københavns fjernvarmenet, René Bo Thiemke og fortsætter:

- I det store område vi nu har lukket ligger blandt andet både Panum Instituttet, Rigshospitalet og Bispebjerg hospital. De kan jo ikke risikere pludseligt at stå uden varme eller varmt vand, og har fx også brugt dampen til at vaske alt sengetøj og kitler m.m. Derfor er det ikke bare sådan lige at lukke for dampen, siger René Bo Thiemke fra Hofor.

Rent faktisk har Hofor udskiftet så mange rør og varmecentraler i København, så det svarer til at lægge et helt nyt fjernvarmenet i en by på størrelse med Aalborg.  

Videoen er produceret af Hofor

Fakta om Københavns fjernvarme:

  • Startår: 1925
  • Brugere: over 600.000
  • Dækningsgrad: 99 procent af varmebehovet i København
  • Mål: 100 % vandbaseret I 2021 og 100 % CO2-neutral i 2025
  • I dag: 52 procent CO2-neutral
  • Ledningsnet under byen: Næsten 3.000 kilometer, hvis man tæller både frem- og returløb.
  • Energibesparelse: Alene reduktionen af varmetabet ved at gå fra damp til vandbåret fjernvarme betyder, at brændselsforbruget falder med cirka 140 GWh svarende til forbruget i mere end 6.000 individuelt opvarmede parcelhuse.
  • Omfang: HOFOR skifter rør og varmecentraler svarende til det samlede fjernvarmenet i Aalborg.

Artiklen er en del af temaet Video & Billedserier.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125